Østre Landsret har med en dom af 10. marts 2006 afgjort, at sagsøger, der var ansat som administrerende direktør i Københavns Kommunes sundhedsforvaltning, groft havde misligholdt sin ansættelse og at kommunen derfor var berettiget til at opsige hans åremålskontrakt.
De konkrete omstændigheder var som følger:
Sagsøger blev den 30. november 2000 ansat på en åremålskontrakt frem til udgangen af 2005. I juni 2001 vedtog Folketinget, at kommunerne hvert år skulle lave to tilsynsbesøg på plejehjem og lignende institutioner – et anmeldt og et uanmeldt. Dette ville for Københavns Kommunes vedkommende medføre 240 tilsyn med efterfølgende rapportering. I 2002 blev der kun udført meget få tilsyn og som følge af omfattende organisatoriske omstruktureringer blev det på et møde i august 2002 meddelt, at tilsynene ville blive nedprioriteret i 2003. Dette kom frem i foråret 2003, og sagsøgeren redegjorde i maj 2003 for, at det var et for ham ubekendt forhold, hvilket også var årsagen til, at politikerne ikke var blevet orienteret. Det kom via de efterfølgende undersøgelser frem, at der var flere indikationer overfor sagsøgeren på, at der var noget galt.
Østre Landsret fandt, at sagsøger var blevet gjort bekendt med tingenes rette sammenhæng, og at det derfor var ukorrekt, når han i september 2002 meddelte sin foresatte, at der ikke var problemer i denne henseende. Endvidere mente retten, at det måtte have været forventeligt for Københavns Kommune, at forvaltningens manglende evne til at overholde gældende lovgivning, skulle have været forelagt det politiske system. Sagsøgeren havde således groft misligholdt sin kontrakt, hvorfor fyringen var berettiget.
(Østre Landsrets dom af 10. marts 2006)