Medarbejderen M blev den 18. april 2002 opsagt af virksomheden V. I opsigelsesbrevet var anført, at afskedigelsen skete på baggrund af den økonomiske udvikling i V de seneste 3-4 måneder samt udsigterne til, at tilstanden ikke på kort sigt ville forbedres. Det var tillige anført, at valget af M var sket efter en grundig vurdering af, hvilke funktioner V lettest kunne undvære, og at der i M’s afdeling var dobbeltdækning, hvorfor valget havde stået mellem M og en anden ansat, der havde større rutine og højere anciennitet. M gjorde gældende, at årsagen til opsigelsen helt eller delvist var, at hun var gravid.
Der var mellem parterne enighed om, at M havde informeret V om sin graviditet den 9. april 2002. V anførte under sagen, at beslutningen om at afskedige M, uagtet afskedigelsen først blev meddelt M den 18. april 2002, blev truffet endeligt allerede den 8. – 9. april 2002 på et ledermøde, og at V ikke på dette tidspunkt havde kendskab til M’s graviditet.
Landsretten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at den endelige beslutning om at afskedige M blev truffet på mødet den 8.-9. april 2002 forud for M’s orientering af V om sin graviditet. Herefter fandtes det uanset det oplyste om V’s økonomiske udvikling ikke godtgjort, at afskedigelsen af M den 18. april 2002 ikke var begrundet i M’s graviditet. Afskedigelsen havde derfor været i strid med ligebehandlingslo-vens § 9, og M havde krav på en godtgørelse efter lovens § 16, stk. 2 og 3, der udmåltes til 227.000,- kr. (ØLD af 10. oktober 2003 i anke-sag 23. afdeling B-838-03)