Denne sag drejer sig om hvorvidt en opsigelse af en medarbejder under børneorlov var ulovlig eller begrundet i en fraflytning fra et dagsblads udgiverområde.
En person A var ansat som pressefotograf hos et dagblad B og havde fra ultimo september 2001 til 12. juni 2002 barselsorlov og derefter børnepasningsorlov til medio december 2002.
Efter at B i marts 2002 var blevet bekendt med, at A ville bosætte sig uden for udgivelsesområdet, afholdtes der et møde, og efter at A havde bekræftet, at hun flyttede omkring maj 2002, meddelte B den 17. april 2002 A en advarsel, under henvisning til at A havde bopælspligt inden for udgivelsesområdet. B meddelte samtidig A, at hun selv havde bragt sit ansættelsesforhold til ophør med udgangen af januar 2003, hvis hun ikke inden udgangen af august 2002 havde meddelt, at hun havde fast bopæl inden for udgivelsesområdet efter endt orlov.
Da A fastholdt, at hun ikke havde bopælspligt, opsagde B i brev af 29. august 2002 A til fratræden med udgangen af februar 2003, under henvisning til at hun havde tilsidesat ansættelsesvilkåret om bopælspligt.
Det fremgik ikke af A’s ansættelseskontrakt, at hun havde bopælspligt, og B havde ikke bevist, at A under sine ansættelsessamtaler blev pålagt bopælspligt. Advarslerne under A’s barselsorlov og den efterfølgende opsigelse under hendes børnepasningsorlov var uberettigede, og B havde herefter ikke godtgjort, at afskedigelsen ikke var begrundet i, at A var fraværende på grund af barsels- eller børnepasningsorlov.
Afskedigelsesforløbet måtte vurderes i sin helhed, og i en situation som den foreliggende, hvor en afskedigelsesprocedure på uberettiget grundlag indledtes under barselsorlov og allerede da klart måtte forventes at ville resultere i en afskedigelse, burde godtgørelsen fastsættes efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, jf. § 9, og § 16, stk. 3, og ikke efter lov om børnepasningsorlov § 4, stk. 10. Navnlig under hensyn til ansættelsesperiodens længde – næsten 10 år – fastsattes godtgørelsen til et beløb svarende til et års løn.
(Vestre Landsrets dom af 30. november 2004 i anke 12. afdeling B-1854/03)