Et selskab anmodede den 21. juni 2001 om genoptagelse af skatteansættelsen for 1997, da selskabet ved en fejl havde selvangivet en aktieavance kr. 69.845, som selskabet blev beskattet af. Da fristen for genoptagelse i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2 var udløbet, og da selskabets anmodning ikke faldt ind under de betingelser der fandtes i lovens § 35, kunne skatteansættelsen ikke genoptages.
(TfS 2001.880 LSR)
Kommentar: Landsskatterettens afgørelse er korrekt efter skattelovgivningen. Men afgørelsen illustrerer også konsekvenserne ved valg af lovgivningstype.
Det er i alles interesse, at der findes frister for hvor lang tid en skatteansættelse kan ændres. Ganske mange skatteydere er efter min erfaring meget glade for, at skattemyndighederne skal reagere på selvangivelsen senest den 30. april i det fjerde år efter udløbet af indkomståret. F.eks. kan skattemyndighederne som udgangspunkt ikke ændre i skatteansættelsen for 1998 efter den 30. april 2002. Omvendt er der så også en regel om, at, man ikke kan få sin skatteansættelse genoptaget, såfremt der er forløbet mere end 3 år efter udløbet af indkomståret. 31. december 2001 var sidste frist for at få genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 1998. Reglerne er begrundet i, at skatteyderne ikke skal gemme deres dokumentation i det uendelige. Disse regler findes i skattestyrelseslovens § 34.
Der findes i skattestyrelseslovens § 35 regler som gør det muligt at ændre en skatteansættelse på et senere tidspunkt end det der er bestemt i § 34. I § 35 er opregnet 10 undtagelser til hovedreglen i § 34. De 2 vigtigste undtagelser er ændringer i retspraksis hvor skattemyndighedernes praksis underkendes, og de tilfælde, hvor skatteyderen har forsøgt at skjule indkomsten.
Skattestyrelseslovens §§ 34 og 35 blev indført i 1999 med virkning fra og med indkomståret 1997. Før dette tidspunkt fandtes der en bestemmelse om, at skatteministeren når forholdene i særlig grad talte derfor kunne tillade genoptagelse af skatteansættelse uanset at der var forløbet mere end 3 år efter udløbet af indkomståret.
Med den nugældende § 35, som ovennævnte afgørelse blev afgjort efter, er lovgivningen objektiviseret i den forstand, at enten falder tilfældet ind under de 10 undtagelser eller også er genoptagelse udelukket. Efter den gamle og nu ophævede bestemmelse skulle forholdene i særlig grad tale derfor. Den gamle og ophævede bestemmelse var skønsmæssig. I et tilfælde som det afgørelsen handler om, kan man vel sige at det er synd at der er selvangivet forkert, og at der bør gives adgang til at få skatteansættelsen rettet. Med de nye objektiviserede bestemmelser er intet imidlertid længere synd. Valget af objektiviserede betingelser er begrundet i, at borgeren skal kunne se sin retsstilling, og ikke være afhængig af et administrativt skøn. Uanset at jeg har meget stor sympati for tanken om, at borgeren skal kunne se sin retsstilling i loven, har tanken om en synd-bestemmelse dog bestemt også min sympati.