Familielån er ikke usædvanlige. Som oftest er det aftalt, at det skyldige beløb forfalder på anfordring, at lånet er rentefrit, og at lånet nedbringes ved årlige gaver eller gældseftergivelser, der svarer til beløbsgrænsen for en gaveafgiftsfri gave. Skattemyndighederne accepterer disse familielån, uanset at man godt kan have en mistanke om, at det bagvedliggende formål er at der skal gives en gave her og nu. At skattemyndighederne accepterer familielånene skyldes, at der for långiveren (kreditor) er en risiko for, at lånet ikke betales tilbage på trods af anfordringsklausulen. Hvis låntageren (debitor) har brugt pengene, er der jo ikke meget at betale tilbage med.
At tungen skal holdes lige i munden viser en ny afgørelse fra Landsskatteretten. Afgørelsen vedrører et lån udstedt i 1999 i forbindelse med at en søn erhvervede en landbrugsejendom fra sin far. Lånet var på kr. 669.956. Der blev ikke udstedt et gældsbrev for det skyldige beløb. Størstedelen af det lånte beløb blev overført fra faderens til sønnens konto. Det blev under sagen forklaret, at kreditor var sønnens forældre, da disse havde fælles økonomi, og at debitor var sønnen og dennes hustru, da disse også havde fælles økonomi. Den fælles økonomi blev bl.a. søgt godtgjort ved at dokumentere, at moderen og svigerdatteren havde fuldmagt til at hæve på faderens henholdsvis sønnens bankkonti. Lånet blev i 2000, 2001 og 2002 nedskrevet med henholdsvis kr. 126.400, kr. 130.200 og kr. 130.200. Der blev ikke i den forbindelse flyttet penge mellem konti. Nedskrivningen i 2000 på kr. 126.400 og i 2001 på kr. 130.200 var lidt højere end det beløb, som sønnens forældre, de angivelige kreditorer, gaveafgiftsfrit kunne give til sønnen og svigerdatteren, da man uvist af hvilken årsag havde anvendt satserne på 2001 på nedskrivningen i 2000, og satserne i 2002 på nedskrivningen i 2001. Nedskrivningen i 2002 på kr. 130.200 svarede til de gaveafgiftsfri satser.
Landsskatteretten kom til, at da landbrugsejendommen var overdraget mellem far og søn, måtte faderen være kreditor for det lån, som opstod i forbindelse med overdragelsen. Da det var sønnen, der købte landbrugsejendommen af faderen, var det sønnen, der var debitor. Landsskatteretten fandt derfor, at nedskrivningerne i 2000, 2001 og 2002 var gaver fra faderen til sønnen, og at sønnen derfor skulle betale gaveafgift af den del, der oversteg den gaveafgiftsfri bundgrænse for gaver fra een forælder til et barn.
TfS 2005.294 LSR
KOMMENTAR: Som nævnt skal tungen holdes lige i munden ved familielån. Der er f.eks. ingen tvivl om, at oprettes et familielån med en klausul om, at der udlånes kr. 500.000, og lånet tilbagebetales ved årlige gaver på kr. 50.000 de næste 10 år, så er der ydet en gave på kr. 500.000, da gavetilsagnene jo er givet ved udlånet. Det er alene tidsfunktet for opfyldelsen af gaveløftet, der er fordelt over 10 år. I den refererede sag havde man valgt den nemmeste løsning. Man slog det beløb sammen som kunne gives gaveafgiftsfrit fra mor og far til søn og svigerdatter og nedskrev det skyldige beløb hermed. Herved satte man sig ud over, at mor, far, søn og svigerdatter er forskellige skattesubjekter i gaveafgiftslovens forstand. Og det er dette Landsskatteretten har statueret. Den tilsigtede løsning kunne være opnået ved, at far gav søn og svigerdatter hver et beløb svarende til den gaveafgiftsfri grænse, og at far tillige gav mor en gave svarende til det beløb, som mor skulle give til henholdsvis søn og svigerdatter gaveafgiftsfrit. Næstsidste led i transaktionsrækkefølgen ville være at svigerdatteren gav sønnen en gave svarende til de beløb svigerdatteren havde modtaget, og sidste led ville være, at sønnen tilbagebetalte det samlede beløb til sin far. Alt i alt en række overførsler mellem de involveredes konti. Det samlede resultat var blevet det samme. Med Landsskatterettens kendelse er der grund til at råbe: Giv agt og vær forsigtig med de familielån.