Moderselskabet A erhvervede i 1995 alle aktierne i selskabet B for 20.000 kr. B var herefter datterselskab til A. Ved erhvervelsen havde B negativ egenkapital.
Samtidig erhvervede A en fordring på 1.682.620 kr. på B. Der blev ikke betalt vederlag for denne fordring.
I perioden 1995 – 2001 oparbejdede A en gæld til B på 643.192 kr. Den 1. oktober 2001 eftergav A fordringen på B.
Skatteforvaltningen fandt, at gældseftergivelsen var skattepligtig for B, idet gælden blev nedskrevet til et lavere beløb end gældens værdi. Landsskatteretten omgjorde dette idet den fandt, at gældens værdi på det tidspunkt, hvor A erhvervede fordringen på B var 0. Herefter skulle fordringens værdi også vurderes ud fra værdien på 0 kr., og det eftergivne beløb kunne derfor ikke anses for eftergivelse af en gæld i kursgevinstlovens forstand. (SKM.2006.420 LSR)
Kommentar:
Afgørelsen vedrører en lidt særegen situation, men viser også at der trods alt findes rimelighed i skattelovgivningen. Den særegne situation er opstået ved at moderselskabet A efterfølgende har pådraget sig en gæld til datterselskabet B, der egentlig kunne bringes til modregning i B´s gæld til A. At A valgte den rette fremgangsmåde ved at eftergive gælden, og uden skattemæssige konsekvenser for B, skyldes, at der for fordringer i tomme selskaber gælder den praksis, at betalinger ikke anses for betaling af afdrag, men for udlodning af udbytte.
Skatteforvaltningens afgørelse ville have medført, at A enten skulle modtage betalinger fra B, der ville blive anset for udbytter, eller at B ville blive beskattet af en gældseftergivelse. Havde A været en fysisk person, ville udbytterne have været skattepligtige, og der ville i den beskrevne situation altid være blevet tale om en beskatning af enten A eller B. Landsskatterettens kendelse viser, at lidt rimelighed i skattesystemet findes.