Hvad skal der stå i et frivilligt forlig for, at man kan indlevere det til fogedretten og få udlæg til sikkerhed for debitors betaling? – det er østre og vestre landsret meget uenige om, viser afgørelser fra 2004 og 2005.
I et stort antal gældsbreve og frivillige forlig, der gennem årene er udarbejdet af kreditorer og deres rådgivere, anvendes udtrykket eksekution for at beskrive konsekvensen af, at debitor eventuelt ikke overholder aftalen om, hvordan gælden skal afvikles. På den måde søger kreditor at opfylde betingelsen i retsplejelovens § 478 om, at det udtrykkeligt i gældsbrevet/forliget skal være bestemt, at det kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten. Ofte anvendes ganske kortfattede såkaldte tvangsfuldbyrdelsesklausuler i stil med: Ved misligholdelse kan nærværende dokument tjene som grundlag for eksekution, der ikke behøver at påbegyndes på debitors bopæl. Denne praksis har gennem årtier været fulgt uden nævneværdige problemer, men det vendte Østre Landsret op og ned på i 2004.
Østre Landsret besluttede nemlig den 20. april 2004, at en tvangsfuldbyrdelsesklausul med ordlyden: Nærværende gældsbrev kan ved misligholdelse inddrives ved eksekution, der ikke behøver at påbegyndes på debitors bopæl ikke havde en sådan klarhed, at den kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten. Landsrettens kendelse er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) 2004 på side 2020.
Østre Landsret besluttede efterfølgende, den 4. november 2004, at et forlig med ordlyden: Udebliver nogen betaling mere end 7 dage over forfaldstid, er hele skylden straks forfalden til betaling, og kan uden forudgående domserhvervelse inddrives på grundlag af dette forlig ved eksekution, der ikke behøver at påbegyndes på debitors bopæl navnlig ved ordene ” uden forudgående domserhvervelse inddrives på grundlag af dette forlig ” kunne tjene som grundlag for fuldbyrdelse i fogedretten. Det kunne umiddelbart se ud som om Østre Landsret havde skiftet holdning, men en nærlæsning viser, at landsretten holdt fast ved sit standpunkt om, at udtrykket eksekution ikke har den fornødne klarhed, og tvangsfuldbyrdelsesklausulen “reddes” alene af de forudgående bemærkninger.
Sammenholder man de to afgørelser, må konklusionen derfor være, at udtrykket eksekution ikke (længere) kan stå alene i en tvangsfuldbyrdelsesklausul, i hvert fald ikke øst for Lillebælt.
Konsekvensen af Østre Landsrets ny og overraskende praksis på dette område vil være, at et meget stort antal kreditorer i tilfælde af debitors misligholdelse bliver påført udgifter til stævning og domserhvervelse udelukkende med det formål at kunne overgive sagen til fogedretten efterfølgende. Disse udgifter vil kreditor ikke kunne vælte over på debitor, da det jo ikke er debitors forhold men derimod fogedretternes (og Østre Landsrets) skønsudøvelse, der er årsag til miseren. Omkostningerne kan med andre ord straks bogføres som tabt.
Vestre Landsret godkendte derimod den 7. februar 2005 et forlig med ordlyden: Udebliver afdrag 4 dage over forfaldstid , er hele restskylden straks forfalden til skadesløs betaling og inddrivelse ved eksekution, der ikke behøver at påbegyndes på min bopæl, og udtalte bl.a.: Da eksekution må anses for at være et fast anvendt begreb i frivillige forlig og gældsbreve i betydningen tvangsfuldbyrdelse, opfylder det frivillige forlig betingelserne i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4, om, at det udtrykkeligt i dokumentet skal være bestemt, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. Vestre Landsret tog dermed udtrykkeligt afstand fra Østre Landsrets holdning i dette spørgsmål. Afgørelsen er refereret i UfR 2005 på side 811.
Retstilstanden er herefter den meget besynderlige, at udtrykket eksekution kan stå alene i en tvangsfuldbyrdelsesklausul i et gældsbrev eller forlig, som indleveres til fogedretterne vest for Lillebælt, mens et dokument med den samme tvangsfuldbyrdelsesklausul vil kunne afvises af fogedretterne øst for Lillebælt. Og sådan vil det formentlig vedblive at være, indtil en tilsvarende sag indbringes for Højesteret.