Højesteret har bestemt, at et revisionsselskab har fradragsret for erstatningsbeløb, som selskabet har betalt til dækning af statens skattekrav som følge af, at selskabet har været rådgiver for sælgere af overskudsselskaber, hvis midler køberne efterfølgende har tilegnet sig. Højesteret omgjorde dermed Østre Landsrets dom.
Skatteministeriet havde af Østre Landsret fået medhold i, at de omhandlede erstatningsbeløb ikke var fradragsberettigede driftstab. Sagen var en prøvesag, hvor FSR-Danske revisorer derfor var med i sagen som støtte for revisor.
Højesteret bestemte uden dissens, at erstatningspligten var opstået i forbindelse med udførelse af sædvanlige revisoropgaver. Revisorerne havde handlet simpelt uagtsomt. Derfor måtte de betalte erstatninger bedømmes som en normal driftsrisiko for en revisor. Dette driftstab var fradragsberettiget.
Skatteministeriet havde det synspunkt, at staten som skadelidt ikke ville modtage fuld erstatning. Højesteret var uenig, fordi forholdet ikke bør være afhængig af, om det er staten eller en tredjemand, der er skadelidt.
Det forventes, at dommen vil være retningsgivende ikke blot for andre revisorer, men også for advokater og pengeinstitutter, der har betalt erstatning i selskabstømmersager. Skatteministeriet vil udstede et genoptagelsescirkulære.
Højesterets dom kan læses her