En skatteyder, der drev landbrug med svineproduktion, kornavl og produktion af grøntsager, havde foretaget fradrag for udgifter til en studierejse til USA, hvor ægtefællen deltog. Skattemyndighederne havde ikke godkendt fradraget henset til, at der var tale om en generel studietur. Landsretten lagde til grund, at studierejsen havde et ikke ubetydeligt turistmæssigt islæt, og at der var besøg på gårde, hvor der blev dyrket fødevarer, det ikke er muligt at dyrke i Danmark. Rejsen måtte derfor ligeledes anses for en studierejse af generel karakter, og landsretten fandt det således ikke godtgjort, at udgiften var en fradragsberettiget driftsudgift efter statsskattelovens § 6 a.
(TfS 2002.951 VLD).
Kommentar: Skattemyndighederne er karrige med fradrag for udgifter til studierejser. Det kræves i praksis, at studierejsen skal være tæt forbundet til skatteyderens virksomhed, og at der derfor ikke må være et generel studiemæssigt islæt, ligesom det naturligvis er helt udelukket at der er turistmæssige islæt. I denne sag kom det skatteyderen til skade, at man bl.a. havde besøgt en vingård samt været i Las Vegas og Grand Canyon.