Efter statsskattelovens § 6, stk. 1 er der fradrag for de udgifter, der har været afholdt til at sikre, erhverve eller vedligeholde indkomsten. Dette princip sikrer, at det kun er nettoindkomsten, der beskattes. Der er dog alligevel behov for at afgrænse, hvilke udgifter der er fradragsberettigede.
Intet fradrag for bøder
En advokat skal f.eks afholde et meget vigtigt møde med sin største klient. Advokaten er kommet for sent hjemmefra, men kører 160 km/t på motorvejen for at nå rettidigt frem til mødet med kunden. Dette fotograferes af Politiet, og advokaten får senere fremsendt et bødeforlæg. Da han ankommer til klientens kontor opdager han til sin gru, at der ikke er ledige parkeringspladser. Han parkerer derfor bilen et sted, hvor der er parkeringsforbud. Parkeringsvagterne giver ham en parkeringsafgift. Mødet med klienten går godt, og advokaten kan skrive sin regning ud. Ved opgørelsen af indkomsten skal advokaten selvfølgelig medregne honoraret fra kunden, men kan han fratrække udgiften til fartbøden og parkeringsafgiften? Efter fast praksis besvares dette spørgsmål benægtende. Uanset at advokaten kan hævde, at det var nødvendigt at køre så stærkt samt parkere ulovligt for at nå frem til mødet, og at disse udgifter hænger sammen med det honorar, som han har modtaget fra klienten, så er opfattelsen, at der ikke skal være fradrag for denne udgift. Der er ikke den fornødne naturlige tilknytning til indkomsten.
Kartel-bøden
Ved EU-kommisionens beslutning blev et dansk selskab pålagt en bøde for at overtræde bestemmelserne om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Selskabet havde deltaget i et kartel, der havde været med til at holde priserne oppe. Selskabet havde som følge deraf også haft en større indtægt.
Selskabet fradrog udgiften til bøden i sin selvangivelse. Selskabet gjorde gældende, at selskabet havde deltaget i det ulovlige kartel for at forøge omsætningen, at der ikke var tale en bøde i normal strafferetlig henseende, samt at der i realiteten var tale om konfiskation af en tidligere beskattet indtægt.
Landsskatteretten fandt, at der var tale en bøde, og ikke en konfiskation af en tidligere beskattet indkomst. Dernæst var bøden af strafferetlig karakter, idet den var pålagt for en overtrædelse af EU-konkurrencelovgivningen. Endelig måtte en bøde pålagt af EU-kommissionen sidestilles med en bøde pålagt af danske myndigheder. Selskabet fik derfor ikke fradrag for bøden.
Løbsbøderne.
I en anden sag for landsskatteretten havde en travtræner fradraget diverse løbsbøder, som han var pålagt i overensstemmelse med de almindelige retningslinier, som der er for travløb. Retningslinierne var fastsat af travbanerne. Retningslinierne foreskrev bøder i en skala fra A til E, hvor en kategori E bøde var den strengeste sanktion. Travtræneren havde fået bøder af alle kategorier.
Travtræneren gjorde til støtte for fradraget gældende, at der ikke var tale om en bøde pålagt af det offentlige, at bøderne typisk var pålagt i forbindelse med opløb og lignende, hvor der var kamp om placeringerne og nemt kunne ske uheld, at en hest opførsel ikke altid var forudberegnelig, samt at der var tale om en helt uundgåelig udgift for en travtræner/kusk.
Landsskatteretten fandt, efter en vurdering af bøderne i de enkelte kategorier, at bøderne i kategori A – C var fradragsberettigede, da disse udsprang af travtrænerens normale driftsrisiko, mens bøderne i kategori D og E ikke var fradragsberettigede, da disse var af strafferetlig karakter.
Hvad er en bøde ?
Afgørelsen vedrørende deltagelsen i et kartel er korrekt. Via deltagelsen i kartellet havde selskabet opnået højere priser for sine varer til skade for aftagerne af varerne. Var der givet selskabet fradrag for bøden på de 11 mio kr., ville det være skattemæssigt neutralt, om der blev idømt en bøde for at overtræde EU´s konkurrenceregler, idet der er betalt en skat af det beløb, der idømmes i bøde, og denne skat fås retur via fradraget. Synspunktet er, at ulovlig optræden skal ikke belønnes, men straffes.
For så vidt angår travtræneren er Landsskatterettens afgørelse efter min opfattelse tvivlsom. Der var tale om bøder for overtrædelse af et reglement fastsat af travbanerne og ikke af Folketinget ved lov eller af det offentlige med hjemmel i en lov. Det er klart, at bøderne skal regulere travkuskenes adfærd, men en egentlig straf er der ikke tale om, da alene en lov kan foreskrive en sådan. Om udstederne af reglementet har ment, at bøderne skal være en ”straf” eller ej må være uden betydning. ”Rigtige” bøder var der jo ikke tale om. Det bør ikke være skattemyndighederne, som efterfølgende foretager en opdeling af private bøder som værende strafferetlige i deres karakter eller ej.
Sammenfattende må retsstillingen siges at være den, at der foreligger en bøde i skatteretlig forstand, når sanktionen har præg af en straf og derfor optræder som sådan. Med det strafferetlige præg forsvinder fradragsretten, idet udgiften så ikke længere er et udslag af en med driften af virksomheden naturligt forbundet driftsrisiko.