En skatteyder drev virksomhed med bogførings- og konsulentvirksomhed. Størstedelen af arbejdsopgaverne blev udført ude i byen for virksomhedens klienter. En del af arbejdet blev dog udført i et kontor beliggende i skatteyderens private hjem. Skatteyderen foretog fradrag for udgifterne til arbejdsværelset og foretog afskrivninger på en reol.
Østre Landsret fandt, at uanset at arbejdsværelset var indrettet som et egentligt kontor, havde skatteyderen ikke godtgjort at kontoret måtte anses for et særligt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige arbejdsrum.
Der blev lagt vægt på, at kontoret ikke var indrettet på en sådan måde, at det ikke kunne anvendes til private aktiviteter. For så vidt angik reolen, havde skatteyderen ikke godtgjort, at der var tale om et erhvervsmæssigt driftsmiddel.
(TfS 2002.181 ØLD)
Kommentar: Med dommen er det endnu en gang fastslået, at skattemyndigheder og domstole er meget karrige med at give fradrag for arbejdsværelse i et privat hjem. Opnåelse af fradrag er så absolut undtagelsen. Fradraget kræver, at arbejdsværelset er indrettet på en sådan måde, at privat anvendelse er udelukket.
I praksis medfører dette krav, at de færreste kan opnå fradrag. Med etableringen af flere og flere hjemmearbejdspladser kan det overvejes, om dette er hensigtsmæssigt, men en ændring heraf kræver en lovændring.