Print

A og B, der var henholdsvis ejendomsmæglertrainee og ejendomsmægler, arbejdede sammen med C, der var leder af ejendomsmæglerkontoret. C bad A og B om, som vitterlighedsvidner, at underskrive et pantebrev med C og C´s ægtefælle, D, som debitorer. Da A og B skrev til vitterlighed på pantebrevet, havde alene C underskrevet pantebrevet ni A og B´s overværelse. Vitterlighedspåtegningen lød: ”Til vitterlighed om underskriftens(ernes) ægthed, dateringens rigtighed og udsteders(ernes) myndighed:”. C underskrev efterfølgende pantebrevet med falsk underskrift for B. Da forfalskningen blev opdaget, måtte Domstolsstyrelsen betale panthaver erstatning, og Domstolsstyrelsen søgte erstatning hos A og B.

A og B blev i byretten dømt til at betale erstatning til domstolsstyrelsen.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom. Begrundelsen for, at A og B var erstatningsansvarlige var, at de havde med deres vitterlighedspåtegninger havde muliggjort tinglysning af pantebrevet. (UfR 2012.1068 Ø)

Kommentar: Dommen viser, at der er et ansvar forbundet med at skrive til vitterlighed. Thorsen-sagen, hvor en advokat skrev til vitterlighed for falske underskrifter for PFA direktør er nok den mest kendte sag. Den pågældende advokat blev pålagt at betale en stor erstatning, og hans navn og rygte var ødelagt. Den refererede sag var ikke af Thorsenske dimensioner. Der var ikke tale om et bedrageri i milliardklassen. Der var i al simpelhed tale om, at man gjorde som man plejede, nemlig at skrive til vitterlighed for hinanden, og at man troede på, at alt var i orden. Når uordenen så kommer frem, følger ansvaret med. Da der er retsvirkninger forbundet med at skrive til vitterlighed, er det også en konsekvens, at der ifaldes erstatningsansvar, såfremt vitterlighedspåtegningen ikke holder. Dommen er en påmindelse om, at man ALDRIG skal skrive til vitterlighed uden, at man ser den/de, der skrives til vitterlighed for, underskrive det pågældende dokument.