Print

En dansk virksomhed havde siden 1997 solgt produkter til en norsk virksomhed. I september 1999 anlagde den danske virksomhed retssag med den norske ved Oslo Forliksråd, som var den norske virksomheds hjemting, for et beløb på ca. 500.000 DKK. Beløbet udgjorde den danske virksomheds restfordring for leverancer m.v. i perioden april-december 1998. Den norske virksomhed påstod frifindelse, bl.a. under henvisning til at man havde et modkrav på ca. 1,8 mio. NKR vedrørende mangler ved de leverede produkter.

I januar 2000 henviste det norske forliksråd sagen til en anden civil domstol i Norge, efter at der forgæves havde været forsøgt mægling. Det norske forligsråd er en selvstændig, første instans domstol for civile sager, hvor der foretages en foreløbig første domsforhandling, som kan resultere i afsigelse af en eksigibel dom. I tilfælde, hvor sagen er af lidt mere kompliceret karakter, henvises sagen til en anden civilretlig domstol, således som det skete i denne sag.

Man skal i den forbindelse være klar over, at selv om sagen er anlagt ved forligsrådet, skal der inden en frist på 1 år fra henvisningen til en anden civil domstol indgives ny stævning til denne. Det skete ikke i denne sag.

Derimod indgav den danske virksomhed i januar 2001 stævning mod den norske virksomhed ved en dansk byret med påstand om betaling af det samme beløb. Den norske virksomhed påstod denne sag afvist under hensyn til, at der i Norge allerede var anlagt en sag med samme indhold (= at der forelå litis pendens-virkning).

Østre Landsret fandt, at fordi den danske virksomhed ikke havde indgivet ny stævning til den norske civilret, som sagen var blevet henvist til fra forliksrådet, måtte den danske virksomhed anses for at have hævet det norske søgsmål, således at der på tidspunktet for anlæggelse af sagen ved den danske byret ikke verserede en retssag i Norge om samme spørgsmål. Derfor blev sagen ikke afvist af Østre Landsret.

Landsretten fandt ligeledes, at sagen kunne anlægges i Danmark i medfør af Luganokonventionens art. 5, som bestemmer, at i en sag mellem erhvervsdrivende kan et søgsmål anlægges ved det værneting, hvor det omtvistede krav skulle opfyldes.

(Østre Landsrets dom UfR2004/1223)

Kommentar: Dommen viser, at som følge af den stigende grad af samhandel mellem virksomheder er det væsentligt på et meget tidligt at overveje og skaffe sig overblik over, hvilken indflydelse fremmed ret kan have på en retssag mellem parterne, således at retssagen anlægges ved det mest formålstjenlige værneting fra begyndelsen.

I den foreliggende sag valgte man først at anlægge sagen i Norge. Dette er for så vidt korrekt, idet en retssag som hovedregel skal anlægges ved det værneting, hvor sagsøgte har sit hjemsted. Men der kan være andre muligheder i internationale konventioner, forudsat at begge parters lande har tiltrådt dem. I den foreliggende sag kunne man fra begyndelsen have valgt at anlægge sagen ved en dansk domstol, og man havde således undgået omkostningerne ved søgsmålet ved det norske forligsråd og til den såkaldte formalitetsprocedure for den danske byret vedrørende afvisning af sagen, således at sagen kunne nøjes med at angå det kontante mellemværende mellem parterne.