Print

Et dansk firma anlagde sag i Danmark mod et udenlandsk firma, som havde hjemsted i Schweiz med påstand om betaling for udvikling af en web-site til internettet, som det danske firma havde udviklet for det schweiziske.

Det schweiziske firma påstod sagen afvist under henvisning til, at firmaet ikke havde værneting i Danmark og derfor ikke kunne sagsøges ved danske domstole.

Ifølge Luganokonventionens art. 5, stk. 1, jf. art. 53, kan et selskab i sager om kontraktsforhold sagsøges ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. Ved ”den pågældende forpligtelse” forstås den forpligtelse, som den konkrete sag vedrører. I denne sag var påstanden betaling af penge.

Opfyldelsesstedet fastlægges i henhold til den materielle kontraktsret, som finder anvendelse på aftalen (lex causae), og den materielle kontraktsret skal vælges efter lovvalgsreglerne i den stat, hvor sagen er anlagt, dvs. efter dansk ret (lex fori).

Den ydelse, som sagen omhandlede: udvikling af en web-site, måtte betragtes som en tjenesteydelse, hvorfor Romkonventionen fandt anvendelse ved fastlæggelse af, hvor opfyldelsesstedet var.

Den ydelse, der var karakteristisk for aftalen var softwaren til web-siten. Denne software var udviklet af det danske firma, der havde sit hovedsæde i Danmark, hvorfor aftalen havde sin nærmeste tilknytning til Danmark, jf. Romkonventionens art. 4, stk. 2.

Opfyldelsesstedet skulle derfor bestemmes efter dansk ret, hvorefter opfyldelsesstedet for betalingsforpligtelser er kreditors bopæl, jf. gældsbrevslovens § 3 analogt.

Opfyldelsesstedet var således det danske firmas hjemsted, hvorfor sagen med rette var anlagt i Danmark.

(UfR 2002.1370)

Kommentar: Denne afgørelse viser, hvorledes danske domstole bestemmer, hvad rette værneting er, på grundlag af de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.

Der henvises til to konventioner: Luganokonventionen og Romkonventionen.

Luganokonventionen regulerer bl.a. spørgsmålet om værneting og er tiltrådt af EU-landene og Schweiz, hvorfor den finder anvendelse i denne sag. Romkonventionen regulerer lovvalget i internationale sager. Begge konventioner finder anvendelse i sager, hvor parterne ikke har truffet aftale om værneting og lovvalg.

Ifølge Romkonventionens art. 4, stk. 2, gælder der en formodning for, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den ydelse, der er karakteristisk for aftalen, på tidspunktet for aftalens indgåelse har sin bopæl eller sit hovedsæde.

I denne sag var det softwaren til web-siten. Det er således sædvanligvis ikke pengeydelsen, der anses for den karakteristiske ydelse i kontraktforholdet. Da software-udvikleren havde hovedsæde i Danmark, havde aftalen sin nærmeste tilknytning til Danmark. Opfyldelsesstedet skal derfor bestemmes efter dansk ret.

Som det fremgår af ovenstående, er det tilrådeligt, at man i internationale kontraktforhold på forhånd aftaler, ved hvilket lands domstole og ifølge hvilket lands ret eventuelle tvister mellem parterne skal afgøres. Man kan ligeledes overveje, om man vil foretrække, at tvister afgøres ved international voldgift, som i visse tilfælde kan være en hurtigere og billigere løsning. Konfliktløsning ved mediation kan også være en mulighed.

Dette gøres ved, at der i aftalen indføjes en såkaldt ”værnetingsklausul”. Såfremt der som værneting vedtages danske domstole, kan man undgå at blive sagsøgt i udlandet, sædvanligvis med store omkostninger til følge. Det bemærkes, at en sådan klausul skal konkret vedtages af samhandelspartneren for at være bindende. Det er ikke nok, at den fremgår af de fortrykte salgs- og leveringsbetingelser på bagsiden af fakturaen.