Print

Vestre Landsret har afsagt dom i en sag vedrørende fortolkning af indholdet af en utinglyst vejadgang.

A købte en ejendom i Skagen i 1961. B købte i naboejendommen, som i 1912 var blevet udstykket fra A’s ejendom, i år 2000.

I forbindelse med udstykningen blev der udarbejdet en udstykningsplan, hvorpå der var indtegnet en 3 meter bred vej over B’s ejendom. Vejen fremgik i øvrigt af matrikelkort fra 1929 og 1952. Af tingbogsattest fremgik det, at B’s ejendom udgjorde 353 m2, heraf vej 34 m2.

I forbindelse med rettens besigtigelse af ejendommen blev det konstateret, at der var opsat et stakit mellem de to ejendomme, der hvor vejadgangen til A’s ejendom ifølge udstykningsplanen skulle løbe.

A, der aldrig havde haft bil, oplyste under sin forklaring, at hun aldrig havde haft bilkørsel ind over skellet til sin ejendom, men at hun havde haft biler til at køre frem til skellet ved levering af varer og udførelse af arbejder på sin ejendom.

A gjorde under sagen gældende, at vejadgangen også indeholdt en ret til færdsel med køretøjer. B gjorde gældende, at vajadgagen ikke omfattede alle former for færdsel, men at færdselsretten måtte fortolkes ud fra det færdselsmønster, der var gældende da vejen blev udlagt i 1912. Efter B’s opfattelse skulle der lægges vægt på, at A aldrig havde benyttet vejadgangen til andet end cyklende og gående færdsel.

Byretten fandt, at vejadgangen til offentlig vej som udgangspunkt giver ret til færdsel af enhver art, der må anses for nødvendig for, at ejendommen kan anvendes efter dens formål. I forbindelse med etableringen af vejen kan færdselsretten imidlertid være blevet begrænset, ligesom efterfølgende brug af færdselsretten kan have medført en begrænsning. Den samfundsmæssige udvikling måtte efter rettens opfattelse føre til, at det idag er forventeligt, at der er adgang til transport med bil til en ejendom beregnet til helårsbeboelse.

Retten fandt ikke, at det kunne anses for en udvidelse af færdselsretten, i forhold til hvad der kunne forventes, da vejadgangen blev etableret og hvad B skulle tåle, at A fik adgang til at køre i bil ind over skellet ved, at stakittet blev fjernet.

Retten lagde i øvrigt vægt på, at A kunne køre frem til skellet og at B i øvrigt selv benyttede vejadgang til færdsel med bil.

På baggrund af forklaringerne om, at A havde benyttet vejadgangen til transport i form af varekørsel mv. fandt retten ikke, at retten til bilkørsel var bortfaldet på grund af passivitet eller frihedshævd.

På denne baggrund fik A medhold i sin påstand om, at B skulle anerkende, at vejadgangen omfattede ret til kørsel med bil.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Dommen illustrerer at der i forbindelse med fortolkningen af ældre rettigheder herunder også servitutter generelt lægges vægt på den almindelige samfundsudvikling, medmindre der specifikt i beskrivelsen af retten er indsat begrænsninger, som medfører, at der fortsat skal tages udgangspunkt i forholdende på tidspunktet for rettighedens stiftelse.

Det fremgår af byrettens præmisser, at retten til færdsel med bil ej heller kunne tilsidesættes efter reglerne om frihedshævd eller de naboretlige grundsætninger.

Vestre Landsrets dom af 8. november 2010. (UfR2011.657V)