Print

Ejeren af en landbrugsejendom havde anlagt en tennisbane på en eksisterende ridebane. Sønderjyllands Amt gav afslag på en ansøgning om bibeholdelse af tennisbanen, der grundet ejendommens beliggenhed i kystnært område, både skulle have været godkendt efter planloven og efter naturbeskyttelsesloven.

Sagen blev indbragt for Naturklagenævnet, der stadfæstede amtets afgørelse. Herefter blev sagen indbragt for Vestre Landsret.

Det blev for retten dokumenteret, at tennis-anlægget var etableret præcist indenfor det areal, der i forvejen havde været anvendt til ridebane, at der ikke havde været foretaget væsentlige jordarbejder, idet der i princippet alene var blevet påført ca. 5 cm grus og et grønt filtlag på den eksisterende grund. Det blev endvidere dokumenteret, at det hegn der var opført rundt om tennisbanen var blevet farvet grønt for at anlægget skulle falde så godt ind i landskabet som muligt, og endelig blev det godtgjort, at der tidligere havde været et hvidt hegn omkring rideanlægget, og at der stort set ikke var mulighed for at se tennisanlægget fra kystsiden.

På trods af dette fandt Landsretten, at etablering af en tennisbane i stedet for en ridebane var så markant en ændring i anvendelsen af arealet, at der skulle være sket godkendelse efter planlovens § 35 og naturbeskyttelseslovens § 15. Landsretten var konkret enig i amtets og naturklagenævnets skøn, hvorefter tilladelse ikke burde gives, og stadfæstede naturklagenævnets afgørelse.

Sagen blev indbragt for Højesteret, der stadfæstede afgørelsen.

(Højesterets dom af 16. maj 2002 i sag II 208/2000, gengivet i Ugeskrift for retsvæsen 2002 side 1761.)

Kommentar: Det er direkte nævnt i Vestre Landsrets dom, at der ved dommen tages udgangspunkt i, at naturbeskyttelseslovens § 15 skal administreres restriktivt, ifølge forarbejderne til loven – som det også er lagt til grund ved tidligere afgørelser, den i Lovorientering 2/2002 nævnte dom fra Østre Landsret af 12. december 2001, 12. afdeling B, 3264-1999. Grundejeren havde påpeget, at den ændrede anvendelse af arealet ikke reelt var synlig fra kystsiden – dette blev ikke bestridt, men var ganske enkelt ikke en faktor i rettens beslutningsgrundlag.