Skade ved faldskærmsudspring – ansvarsfraskrivelse gyldig
En person havde deltaget i et faldskærmsudspring
sammen med en instruktør og erlagt fornøden betaling herfor.
I forbindelse med faldskærmsspringet kom han til
skade, fordi bremsefaldskærmen ikke kunne udløses, og fordi instruktøren derefter trak håndtagene i den
forkerte rækkefølge ved en fejl.
Inden springet havde personen underskrevet en
erklæring om, at han ikke kunne gøre noget erstatningskrav gældende i forbindelse med springet.
Personen forsøgte desuagtet at gøre
faldskærmsklubben ansvarlig for sin personskade, men retten fastslog, at personen ikke havde bevist, at instruktøren havde handlet forsætligt eller direkte groft uagtsomt, og at det ved underskrivelsen af ansvarsfrihedserklæringen før springet må have stået personen klart, at der var en risiko forbundet med springet, og at han fraskrev sig retten til at gøre et erstatningsansvar gældende for de skader, der kunne opstå som en følge af springet.
Eftersom de skader, han endte med at pådrage sig ved springet, ikke afveg fra, hvad retten fandt, at han måtte kunne påregne ved et faldskærmsspring, fandtes
arrangøren ikke afskåret fra at påberåbe sig ansvarsfraskrivelsen, uanset den af instruktøren begåede fejl.
Derfor blev den skadelidtes påstand om erstatning ikke imødekommet.
(UfR 2003.500Ø)
Kommentar: Dommen viser, at en ansvarsfraskrivelse i tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed hos en
ansvarlig ikke kan forventes at stå ved magt, men omvendt også at man, når man begiver sig ud i en farlig sport, må forberede sig på, at der kan være følger, som man selv må bære ansvaret for, og at man må tage det alvorligt, når man bliver bedt om at lave
ansvarsfraskrivelsen. Situationen ville – faremomentet uomtalt – formentlig være den samme, hvis man over for en go-cart-klub fraskrev sig erstatningsansvar, før man begav sig ud i et løb med en udlejningscart.
Dommen viser også, at en ansvarsfraskrivelse ikke
automatisk bliver ugyldig, bare fordi der rent faktisk hos udbyderen af ydelsen begås en vis fejl, som her ved at håndtagene i faldskærmen blev trukket i den forkerte rækkefølge.
Endelig indikerer dommen, at det kun er de påregnelige følger, man ansvarsfraskriver sig for. Det kan således ikke udelukkes, at upåregnelige følger går fri af
ansvarsfraskrivelsen efter en indskrænkende fortolkning af denne.