Print

Man skal både som sælgere og sælgerrådgiver være påpasselig med at overdrage insolvente virksomheder. Der må ikke finde en skævdeling af kreditorerne sted.

Tre indehavere af et selskab, der drev autoforhandlervirksomhed i Bagsværd, solgte alle selskabets aktiviteter, herunder til dels ubehæftede aktiver, til et nyt selskab. Vederlaget for aktiviteterne var kun dette selskabs delvise overtagelse af usikrede passiver samt en kontant betaling på ca. 34.000 kr.

Ved overdragelsen medvirkede en advokat.

Måneden efter blev selskabet efter begæring af Told og Skat erklæret konkurs, hvorefter der i boet som eneste aktiver registreredes dels det kontante beløb på ca. 34.000 kr., og dels eventuelle omstødelses- eller erstatningskrav.

Spørgsmålet var nu, om salget af aktiverne havde påført kreditorerne tab som kunne kræves dækket af de der havde forestået salget.

Højesteret lagde ved bedømmelsen til grund, at både ejerne og advokaten ved overdragelsen havde kendskab til, at selskabet var insolvent, og at de havde måttet indse, at der ved overdragelsen var en nærliggende risiko for tab for en del af selskabets kreditorer.

Alle fire medvirkende fandtes at have handlet ansvarspådragende ved at have gennemført virksomhedsoverdragelsen på en måde, der indebar en tilsidesættelse af kreditorerne derved, at værdien af aktiverne blev skævt fordelt mellem kreditorerne.

De fire personer blev derfor dømt til at betale en erstatning til konkursboet.

Hvad angik opgørelsen af tabet, fandt Højesteret, at værdierne ikke skulle fastsættes ud fra, hvilken værdi aktiverne måtte antages at ville have haft i tilfælde af konkurs. Værdiansættelsen skulle i stedet finde sted på baggrund af de faktisk trufne dispositioner og herefter blev tabet opgjort til 1,5 mill. kr.

I det indbyrdes forhold var udfaldet af erstatningsopgørelsen, at de tre ejere solidarisk skulle bære halvdelen af beløbet, mens advokaten skulle bære den anden halvdel, og i deres indbyrdes forhold skulle de tre ejere hver bære en tredjedel.

(Højesteretsdom af 29. april 2005 i sag 546/2002 og 548/2002 (2. afd.) UfR Nyhedsservice 2005/19 p. 60)