Revisoransvar – rådgivning om salg og rekonstruktion

Revisoransvar – rådgivning om salg og rekonstruktion

En person ejede to selskaber 100%, hvoraf det ene drev et behandlingscenter og det andet var et ejendomsselskab, som behandlingscentret lejede sin ejendom af.

Den samme person var revisor for ejeren personligt samt for begge selskaber, samt for øvrige selskaber i koncernen. Da der optrådte økonomiske problemer, forestod revisor forhandlinger om salg eller rekonstruktion af selskaberne og havde i den forbindelse indledt forhandlinger med en familie, som udviste interesse for at købe virksomheden. Under de indledende forhandlinger fremkom revisor med en pris for selskaberne og det var hensigten, at aktionæren ved et salg af selskaberne skulle frigøres for gæld og at hun ved salget skulle påtage sig en konkurrenceklausul. Revisor undlod imidlertid at orientere hende om den af familien tilkendegivne interesse.

I stedet anbefalede revisor aktionæren at virksomheden efter gennemførelsen af en tvangsakkord blev overdraget til Forstædernes Bank A/S, hvilket fandt sted med påfølgende videreoverdragelse af anparterne til revisors børn. Da behandlingshjemsselskabet gik i økonomiske vanskeligheder og der blev åbnet forhandling om tvangsakkord for dette selskab, som da var under betalingsstandsning var revisoren offentlighedens repræsentant under betalingsstandsningen og påtog sig at fungere som regnskabskyndig tillidsmand ved tvangsakkorden.

Disciplinærnævnet for statsaut. revisorer fastslog som adspurgt, at revisor havde været inhabil i sit virke som revisor for aktionæren og selskaberne og efterfølgende som regnskabskyndig tillidsmand og at det er en grov tilsidesættelse af hele det grundlæggende krav til en statsaut. revisors virksomhed og uafhængighed, herunder som offentlighedens repræsentant under betalingsstandsningen, at man samtidig er revisor for koncernen på den måde, som tilfældet her havde været og man ansatte som disciplinærstraf en bøde på kr. 175.000.

Højesteret fandt, at revisor ved at forholde aktionæren væsentlige oplysninger omkring afståelsen af selskaberne – væsentlige oplysninger, som han burde have indset var af betydning for aktionærens overvejelse og beslutning om at afhænde virksomheden – havde handlet ansvarspådragende overfor aktionæren. Dette skyldtes såvel revisors centrale rolle i forhandlingerne om salg eller rekonstruktion af virksomheden og den familiemæssige tilknytning han havde til dem, der erhvervede virksomheden efter gennemførelse af tvangsakkorden, som alt afstedkom, at han ikke burde have fungeret som regnskabskyndig tillidsmand ved tvangsakkorden.

Når det var sagt fandt Højesteret det imidlertid ikke godtgjort, at virksomheden på salgstidspunktet repræsenterede en værdi, der væsentlig oversteg de aftalte vilkår med Forstædernes Bank A/S.

Ved vurderingen af tabet bemærkedes det, at den købsinteresserede familie ikke havde fremsat noget bindende købstilbud, at der ikke forelå noget salgsprospekt eller andet bindende materiale, hvoraf nærmere overdragelsesvilkår fremgik og at aktionæren ved et salg til den købsinteresserede familie havde måttet påregne at påtage sig en konkurrenceklausul, som sagsøgeren ikke blev pålagt ved overdragelsen til Forstædernes Bank A/S.

På denne baggrund fandtes det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde lidt et økonomisk tab og revisor blev frifundet.

(Højesterets dom af 4. december 2001 – UfR 2001.496H).

70 22 88 50 Kontakt Advokater