Print

En nylig afgørelse fra Hong Kong demonstrerer, at voldgiftsklausuler skal udformes særdeles omhyggeligt.

Generelt udviser domstolene i Hong Kong – i lighed med de fleste domstole i verden – stor velvilje overfor at fuldbyrde voldgiftskendelser. At der også er grænser, viste en nylig sag mellem World Time Hong Kong Ltd. og Cosmic Insurance Corp. Ltd. vedrørende fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse.

Sagsøger var bygherre, et bygge-/byudviklingsfirma, som i oktober 1997 accepterede et tilbud fra en hovedentreprenør om udvikling af et beboelsesprojekt i New Territory Hong Kong. Som det er sædvanligt skulle hovedentreprenøren stille en performance bond som sikkerhed for opfyldelse af kontrakten med bygherren. Denne garanti blev stillet af sagsøgte (hovedentreprenørens forsikringsselskab). Efterfølgende opstod der tvistigheder mellem sagsøgeren og hovedentreprenøren og disse blev løst ved voldgift. Sagsøgeren fik tilkendt en betydelig
erstatning af voldgiftsretten og til trods for, at hovedentreprenøren ankede hele vejen igennem retssystemet, fik de ikke medhold i, at
voldgiftskendelsen kunne tilsidesættes.

Bygherren var imidlertid ude af stand til at opnå betaling fra hovedentreprenøren og søgte derfor at fuldbyrde voldgiftskendelsen overfor forsikringsselskabet ved at kræve betaling under garantien.

Bygherren valgte i den forbindelse at sagsøge forsikringsselskabet og derunder at anmode om ”summary judgement” (en afgørelsesform fra common law, der ikke kendes i dansk ret) under henvisning til, at voldgiftskendelsen udgjorde et endeligt og bindende bevis for hovedentreprenørens erstatningsansvar, som det sagsøgte
forsikringsselskab var ansvarlig for som garantistiller.

Retten nåede imidlertid frem til, at den generelle formulering i en garanti, hvorefter garantistiller indestår for garantens (her hovedentreprenørens) opfyldelse af sine forpligtelser som primær debitor, ikke – i mangel af specifik angivelse af det modsatte – medfører, at garantistiller er bundet af en afgørelse mellem den oprindelige kreditor (sagsøger) og debitor (hovedentreprenøren). Dette var tilfældet uanset, at voldgiftskendelsen udsprang af en voldgiftsklausul i netop den kontrakt, som garantien omfattede.

Selv om afgørelsen for så vidt ikke er overraskende, sætter den fokus på et væsentligt problem, idet voldgiftssager – i modsætning til retssager – ikke umiddelbart giver mulighed for inddragelse af tredjepart, f.eks. i form af adcitation eller lignende, medmindre det specifikt er aftalt.
(Court of First Instance of the High Court of Hong Kong)