Print

I international handel findes der som bekendt en
længere række instrumenter til beskyttelse af både køber og sælgers erhvervelse af medkontrahentens ydelser. For danske eksportører kan Eksportkreditfonden være en mulig garantistiller overfor sælgers pengeinstitut som understøttelse af en køberkredit. Alternativt kan man benytte sig af eksportkreditforsikringer, og betalinger kan være dækket af en uigenkaldelig og bekræftet remburs. Mulighederne er mangeartede, men en vis garanti bør man naturligvis som eksportør altid sikre sig, for at man modtager købesummen, før man giver slip på varen.

I en konkret sag, hvor eksportøren drev virksomhed inden for edb-branchen, var det aftalt med den
udenlandske køber, at varerne ville blive sendt, når der var betalt med en banknoteret check, som skulle sendes direkte til eksportørens pengeinstitut. Denne blev modtaget i instituttet som en International Money Order på ca. 60.000 US$ udfærdiget på en blanket fra Travellers Express. Pengeinstituttet indløste
anvisningen og gav deres kunde meddelelse om, at beløbet var indsat på dennes konto. Tre dage senere afsendte eksportøren varerne.

Nogle dage senere gentog situationen sig med en ny afsendelse.

Ca. 14 dage senere tilbageførte pengeinstituttet
beløbene fra eksportørens konto, da man havde modtaget meddelelse om, at den første pengeanvisning var falsk.

I den sag, der opstod i kølvandet af, at eksportøren påstod pengeinstituttet dømt til at erstatte hans tab, konstaterede domstolen, at et pengeinstitut ikke bærer risikoen for, at en modtaget anvisning honoreres af det udstedende pengeinstitut, her det udenlandske pengeinstitut i købers land. Ved indløsning af
udenlandske checks og andre betalingsanvisninger, er det sædvanlig pengeinstitutpraksis at foretage en begrænset kontrol, som var nærmere angivet i en udtalelse modtaget fra Finansrådet under sagen.

I det foreliggende tilfælde fremtrådte de to
pengeanvisninger ved en umiddelbar besigtigelse som ægte.

Højesteret nåede frem til, at det formentlig ville havde været muligt ved en nærmere granskning af anvisninger at have konstateret uoverensstemmelser, som kunne vække mistanke om falskneri, men at man ikke kunne kræve, at pengeinstituttet havde foretaget sådanne granskninger. Det gjorde ikke nogen forskel, at der var tale om banknoterede checks, idet også sådanne checks ville forekomme som falske. Pengeinstituttet blev derfor frifundet.

(U2003.148H)