Print

En ejer af et sommerhus, beliggende indenfor strandbeskyttelseslinien, konstaterede, at selve sommerhuset på ca. 40 m2 var lovligt opført, men en tilhørende terrasse på ligeledes ca. 40 m2 var opført uden tilladelse. Ejeren søgte om lovliggørelse af terrassen, men myndighederne konstaterede under selve sagens behandling, at ejeren havde revet sommerhuset og terrassen ned og var begyndt at opføre et nyt sommerhus med et bebygget areal på ca. 80 m2 med omtrent samme placering som det oprindelige sommerhus og terrasse.

Amtet tillod en efterfølgende lovliggørelse, og gav tilladelse til nybyggeriet ud fra betragtninger om værdispild. Afgørelsen blev imidlertid indbragt for Naturklagenævnet, der gav afslag under den henvisning, at ejeren af ejendommen havde været i ond tro. Samtidig gav Naturklagenævnet tilladelse til, at der på området kunne opretholdes, det vil sige nybygges, et hus med et grundareal på ca. 50 m2. Sagen blev indbragt for Østre Landsret, hvor Naturklagenævnets kendelse blev fulgt, og hvor Østre Landsret som en direkte begrundelse for dommen anfører, at det af Naturklagenævnet afgivne afslag var i overensstemmelse med den gældende ”restriktive praksis”.

(Østre Landsrets dom af 12. december 2002, 12. afdeling B, 3264-1999.)