Nordisk Fjer – revisors erstatningspligt for førtidig fratræden som revisor
I juli 1987 genvalgtes på generalforsamlingen i Nordisk Fjer et revisionsfirma til som nye revisorer og sammen med et andet revisionsselskab at forestå revisionen i Nordisk Fjer-koncernen.
I løbet af månederne derefter påbegyndte det nyindvalgte revisionsfirma arbejdet med at sætte sig ind i Nordisk Fjerkoncernens økonomiske forhold, men ledelsen gav dem ikke de oplysninger og det materiale, som de bad om at få. Samtidig fik revisionsfirmaet opfattelsen af, at de ikke på det kommende årsregnskab ville kunne give revisionspåtegning uden forbehold. Efter regnskabsårets afslutning, men dog så betids at der på den ekstraordinære generalforsamling kunne vælges en ny medrevisor, der sammen med det andet revisionsselskab rettidigt ville kunne gennemføre revisionen af årsregnskabet, fratrådte de nyvalgte revisorer. Det skete ved et brev af 18. april 1988 til Nordisk Fjers direktion og bestyrelse. Fratrædelsen fandt sted med øjeblikkelig virkning.
Efter at Nordisk Fjer var gået konkurs, anlagde over 100 aktionærer sag mod det fratrådte revisionsfirma med påstand om erstatning under henvisning til, at revisionsfirmaet hverken havde sikret sig orientering til den nye revisor, der valgtes i deres sted, om årsagen til revi-sionsfirmaets fratræden, eller sikret sig, at årsregnskabet for 1987/88 blev forsynet med de nødvendige revisionsforbehold.
Hverken landsretten eller Højesteret fandt, at der var grundlag for at fastslå, at en revisor ved fratræden skulle gøre mere end de havde gjort her. Domstolene fandt ikke, at revisorerne ved deres fratræden havde tilsidesat god revisorskik. Dermed havde revisionsfirmaet ikke pådraget sig erstatningsansvar overfor aktionærerne.
(Højesterets dom af 21. juni 2004, UfR Nyhedsservice 2004, p. 77)