Print

En kreditor havde den 29. juni 1988 foretaget udlæg for sin hovedstol samt for 5 års renter, som i udlægget var opgjort til kr. 47.485,78.

Udlægget blev lyst i debitors ejendom den 30. juni 1988. I december 1999 begærede kreditor yderligere udlæg for 5 års rente fra 8. december 1994, i hvilken anledning debitor fremførte, at det oprindelige udlæg fra 1988 var forældet, for så vidt angik rentefordringen og at den tinglyste fordring på hans ejendom derfor skulle nedskrives med beløbet kr. 47.485,78.

Fogedretten fulgte debitors indsigelse. Dette blev efterfølgende omstødt i Landsretten. I Højesteret blev det afgjort, at der ikke ved at tinglyse udlægget i 1988 blev etableret et særligt retsgrundlag for kravet på de på daværende tidspunkt forfaldne renter som vedrørte perioden 3. juni 1983 – 3. juni 1988. Kravet på betaling af renterne var således forældet.

Tinglysning af udlægget på den faste ejendom medførte ikke, at rentekravet undtages fra den normale forældelsesregel.

Fogedrettens kendelse, hvorefter det i 1988 foretagne udlæg var nedskrevet med rentebeløbet, blev således stadfæstet.
(Højesterets kendelse gengivet i UfR 2001, side 1275.)

Kommentar: Kendelsen fra Højesteret er der for så vidt intet overraskende i. Det er en hyppigt forekommende antagelse, at et tinglyst udlæg ikke forældes og det er i princippet også korrekt, men når den bagved udlægget liggende fordring forældes, forældes den prioritetsstilling som udlægget nyder i ejendommen også og selve sikringsakten – at der er tinglyst udlæg i ejendommen – ændrer ikke ved dette.