Miljøministeriet har fremsat forslag til lov om ændring af planloven
Som et led i regeringens forenklingsplan, og med det formål at gøre det nemmere at indpasse virksomheder med boliger og andre byfunktioner i ældre beboelses- og havneområder, har Miljøministeriet fremsat et lovforslag som med nogle relativt få tilføjelser til planloven vil medføre ret omfattende og principielle ændringer i adgangen til at placere bolig og virksomheder indenfor samme områder.
Det fremgår af den skriftlige fremsættelse af lovforslaget, at der primært er tale om et forsøg på at tilpasse en ændret virksomhedsstruktur med en overvejende mængde af servicevirksomheder, der ikke i sig selv er velplacerede i et industrikvarter, og hvor medarbejderne i sådanne servicevirksomheder ofte vil anse det som et gode, at virksomheden er placeret i et bymæssigt miljø, ligesom virksomhederne gennem ringe støj og andre forureningsgener ikke nødvendigvis behøver at være beliggende i egentligt afsondrede industriarealer.
Konkret lægger lovforslaget op til, at der etableres byomdannelsesområder; områder hvor anvendelse af bebyggelser samt ubebyggede arealer til erhvervsformål, havneformål og lign. kan ændres til boligformål, institutionsformål, center formål, rekreative formål eller erhvervs formål som er forenelige med anvendelse af boligformål.
Herved gives der kommunerne mulighed for at oprette disse nye områder i forbindelse med kommende kommunal planlægning.
Lovforslaget har været førstebehandlet og har været udsendt til høring, høringssvarene kan ses på www.folketinget.dk