Miljø- og genteknologi – det nye udsætningsdirektiv er nu gennemført ved lov
Folketinget har vedtaget en lov om ændring af lov om miljø- og genteknologi til gennemførsel af EUs direktiv om udsætning af genetisk modificerede organismer i naturen.
Lovforslaget er i sit hovedindhold en tvungen gennemførsel af EUs direktiv på området, og skulle som sådan være gennemført inden 17. oktober 2002.
Hovedformålet med det nye udsætningsdirektiv er, at fastholde og sikre den miljømæssige kontrol med udsætning af genmodificerede organismer, hvor teknologien i de 16 år det tidligere udsætningsdirektiv har fungeret, på mange måder er så forandret, at direktivet ikke længere er tidssvarende.
Herudover er der indført regler om forøget offentlig høring, og lovforslaget indarbejder tilladelse fra Folketinget til Danmarks ratificering af Cartagena traktaten, der skal sikre en verdensdækkende miljøregulering af genteknologi og udsætning af genmodificerede organismer.
(Lov 131 af 29. maj 2002 om ændring af lov om miljø og genteknologi).