Manglende afståelse af domæne var i strid med god domæneskik

Manglende afståelse af domæne var i strid med god domæneskik

Klagenævnet for Domænenavne har i en nyere afgørelse taget stilling til en klage vedrørende registreringen af domænenavnet ’arkitekten.dk’.

Domænenavnet var registeret af virksomheden Powernation ApS, som ud over arkitekten.dk havde registreret ca. 15 andre .dk og .com domæner, som vedrørte arkitekter. Domænenavnet havde været registeret af Powernation ApS siden 1997 og Klagenævnet for Domænenavne kunne ikke ved deres undersøgelser konstatere, at der var eller havde været nogen reel brug af domænenavnet i perioden.

Klageren var virksomheden Arkitektens Forlag, som ønskede at bruge domænenavnet til deres tidsskrift Arkitekten, som er et fagtidsskrift vedrørende arkitektur i Danmark som er udkommet siden 1898.

Powernation ApS oplyste, at baggrunden for registreringen af arkitekten.dk samt de øvrige domæner vedrørende arkitekter var, at selskabet brugte adressen som en del af et koncept, hvor flere personer mod betaling fik mulighed for at få en e-postadresse og en hjemmeside, som ender på det pågældende domænenavn. Powernation ApS dokumenterede imidlertid ikke under sagen, at domænet faktisk var blevet brugt til dette.

Klagenævnet for Domænenavne fandt herefter anledning til at vurdere, om Powernation ApS havde overtrådt domænelovens § 12, stk. 1, om god domæneskik ved ikke at afstå domænet til Arkitektens Forlag.

Klagenævnet for Domænenavne fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at domænenavnet havde en langt større interesse og værdi for Arkitektens Forlag end for Powernation ApS. Det var derfor i strid med domænelovens § 12, stk. 1, at Powernation ApS nægtede at afstå domænenavnet til Arkitektens Forlag og Powernation ApS blev derfor tilpligtet til at overdrage domænet.

(Klagenævnet for Domænenavnes afgørelse i j.nr. 2010-0181 af 12. januar 2011)

KOMMENTAR:

Afgørelsen viser den hensynsafvejning, der er i henhold til forarbejderne til domænelovens § 12, stk. 1, kan foretages mellem registranten og interesserede købere af domænet. Afvejningen er tidligere blevet omtalt her på Forumorientering i forbindelse med Klagenævnet for Domænenavnes afgørelser vedrørende domænerne Spinning.dk og Larsen.dk.

’Arkitekten’ er et generisk domænenavn, som registranten havde haft registreret siden 1997. På trods af selskabets oplyste intentioner for det pågældende domæne havde selskabet ikke under sagen på nogen måde dokumenteret, at der skete en faktisk anvendelse af domænet. Det er derfor ikke overraskende, at Klagenævnet for Domænenavne kom frem til, at Arkitektens Forlags interesse i domænet var langt større end Powernation ApS’, og at det derfor var i strid med domænelovens § 12, stk. 1, om god domænenavnsskik at nægte at afstå domænet til Arkitektens Forlag.

Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at salg af underdomæner og e-mailadresser ikke er i strid med god domænenavnsskik og udgør som udgangspunkt en anerkendelsesværdig interesse, hvilket fx fremgår af den tidligere omtalte afgørelse vedrørende Larsen.dk. Sagen vil derfor formentlig ikke have fået det samme udfald, hvis Powernation ApS kunne dokumentere, at der i et vist omfang var tilknyttet underdomæner og web-adresser til domænenavnet.

70 22 88 50 Kontakt Advokater