Print

Ligebehandlingsprincippet er et centralt princip ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge – og anlægskontrakter.

Klager afgav tilbud til Finansministeriet og Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S vedrørende indkøb af stationære og bærbare computere, herunder bl.a. en ”ultra bærbar computer” og en ”avanceret bærbar computer”. Den 2. november 2006 indgik udbyderen kontrakt med tre andre, der havde afgivet tilbud. Samtidig meddelte udbyderen skriftligt, at man ville afvise tilbudet fra klager.

Det fremgik af udbudsbetingelserne, at den ultra bærbare computer max måtte have en tykkelse på 30 mm, og den avancerede bærbare computer max måtte have en tykkelse på 38 mm.

Klager konstaterede, at tilbudene fra tilbudsgiver 1, 2 og 3 vedrørende de ultra bærbare computere ikke faktisk opfyldte kravet om en maksimal højde på 30 mm, idet alle tre computere oversteg denne højde. Herefter mente klager, at indklagede ikke alene kunne støtte sin vurdering af tilbudene på de skriftlige tilbud. Indklagede var tillige forpligtet til at iværksætte undersøgelser med henblik på at konstatere, at computerne fra tilbudsgiver 1, 2 og 3 faktisk opfyldte kravet om maksimal højde. På den baggrund mente klager, at indklagede havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet i Udbudsdirektivet.

Klagenævnet udtalte, at der i den relevante rubrik i de 3 tilbud, var anført en max højde, som opfyldte udbudsbetingelserne. Det fremgår af Udbudsdirektivet, at en ordregiver, som i dette tilfælde var Finansministeriet og Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S, som udgangspunkt skal kontrollere, at de modtagne tilbud opfylder udbudsbetingelserne, ved at sammenholde tilbudene med udbudsbetingelserne. Særlige omstændigheder kan medføre, at en ordregiver er forpligtet til at indhente yderligere oplysninger fra tilbudsgiveren. Efter datoen, hvor indklagede havde indgået kontrakt med de tre andre tilbudsgivere, havde klager informeret indklagede om, at de tre tilbud ikke faktisk overholdt begrænsningen på 30 mm. Klager mente derfor, at oplysningen udgjorde en særlig omstændighed. Klagenævnet konstaterede, at oplysningerne først var blevet meddelt indklagede efter der var indgået kontrakt med de tre tilbudsgivere og derfor udgjorde informationen ikke en særlig omstændighed. Indklagede var ikke forpligtet til at indhente yderligere oplysninger fra de tre tilbudsgivere og havde dermed ikke handlet i strid med ligebehandlingsprincippet i Udbudsdirektivet.

Tilbudsgiver 1, som indklagede havde indgået kontrakt med, havde i sit tilbud skrevet, at den ultra bærbare computers højde var 20 mm, men det fremgik tillige, at computerens højde varierede fra 20 mm til 35 mm. I forhold til den avancerede bærbare computer fremgik det, at computeren havde en max tykkelse på 34 mm, og det var tillige anført, at tykkelsen kunne variere fra 37 mm til 40 mm.

Klager mente på den baggrund, at de tilbudte ultra bærbare computere og de avancerede bærbare computere ikke opfyldte kravene vedrørende maksimal højde, og udbyderen havde, ved ikke at afvise tilbudet fra tilbudsgiver 1, handlet i strid med Udbudsdirektivets bestemmelse om ligebehandling.

Klagenævnet udtalte, at udbudsbetingelserne skal forstås således, at computernes højde overalt ikke må overstige henholdsvis 30 og 38 mm. På den baggrund opfyldte tilbudet ikke betingelserne i udbudsbetingelserne vedrørende den maksimale højde. Udbyderen havde ikke afvist tilbudet, og havde derfor handlet i strid med Udbudsdirektivets bestemmelse om ligebehandling.

Klagenævnet besluttede derfor, at annullere udbyderens beslutning af 2. november 2006, om at indgå kontrakt med tilbudsgiver 1.

Klagenævnet for udbud j.nr.: 2006-0009134 af 28. marts 2007.

Kommentar:

Udbudsdirektivet finder anvendelse ved indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter, vareindkøbskontrakter og bygge- og anlægsprojekter.

Ligebehandlingsprincippet er det centrale princip, og fremgår af Udbudsdirektivets artikel 2. Princippet betyder, at offentlige udbydere skal behandle ensartede situationer ens, med mindre de har en objektiv grund til andet. Især må udbyderen ikke give nogen af tilbudsgiverne en konkurrencemæssig fortrinsstilling. For eksempel må en virksomhed, der har rådgivet om udformningen af udbudsmaterialet, typisk ikke selv afgive tilbud i den efterfølgende udbudsforretning.

Tilbudsgiver 1 opfyldte ikke kravene i udbudsbetingelserne, og alligevel indgik udbyderen aftale med denne tilbudsgiver. Tilbudsgiver 1 fik derfor en konkurrencemæssig fortrinsstilling i forhold til klageren, hvilket var i strid med ligebehandlingsprincippet i Udbudsdirektivet.

Et andet princip der er vigtigt at overholde i udbudssituationen, er gennemsigtighedsprincippet. Princippet omtales ikke direkte i direktiverne, men er afledt af EF-domstolens retspraksis på området. Princippet indebærer, at alle tilbudsgivere skal have den samme information om udbudet – ikke mindst om kriterierne for tildeling af kontrakten.

Endelig skal princippet om forbud mod forskelsbehandling overholdes. Princippet stammer fra EF-traktaten og indebærer et forbud mod at forskelsbehandle på grundlag af nationalitet. Det skal bemærkes, at forbudet ikke kun gælder for indkøb, der er omfattet af udbudsdirektiverne. Det gælder nemlig for al offentlig indkøbsvirksomhed.