Print

I to sager har Højesteret haft anledning til at fortolke kreditaftalelovens regler om at en financier i henhold til et oprindeligt trepartsforhold, i tilfælde af misligholdelse med afdrag, er henvist til at tage det finansierede tilbage og slette sit restkrav.

Sagerne angik to låntagere, der havde anvendt henholdsvis Handelsfinans A/S og Unifinans A/S til finansiering i forbindelse med et køb af fjernsyn, video og pc.

Låntagerne betalte ikke afdragene, og sagen kom i fogedretten. Finansieringsselskaberne protesterede mod tilbagetagelse efter kreditaftalelovens § 30, stk. 1 idet de anførte at det ville påføre dem væsentlig ulempe, idet de ikke som sådan drev handel med brugte elektronikvarer, havde lagerfaciliteter eller reparationsfaciliteter. De mente ikke at de havde mulighed for at realisere en værdi af de tilbagetagne effekter således som det var forudsat, da kreditaftaleloven blev til og som det fremgik af betænkningen udarbejdet i 1978 forud for lovens vedtagelse.

Fogedretten og et flertal i Landsretten fulgte såvel lovens ord som den hidtidige retspraksis og statuerede, at finansieringsselskaberne måtte holde sig til de købte genstande.

I Højesteret blev kendelserne ændret, idet man lagde til grund, at den ændring af finansieringsmønstret, der er sket i forbindelse med køb af varige forbrugsgoder, ikke skal reguleres af domstolene, men må kræve en lovgivningsregulering, og at forbrugs- og finansieringsmønstret derfor ikke kunne føre til, at man pålagde finansieringsselskaberne at tage de købte genstande tilbage, med den ulempe det ubestridt ville påføre dem.
(Højesterets kendelser af 5. februar 2001 gengivet i UfR 2001 henholdsvis side 976 og 980).

Kommentar: Dommen er et sjældent, men meget klart eksempel på, at domstolene kan påpege, at en lov ikke længere nødvendigvis virker efter sin intention.