Print

Østre Landsret har i en kendelse afgjort, at kreditor i henhold til et gældsbrev, der var udstedt i forbindelse med finansiering af et ægtepars køb af bil, ikke kunne gøre krav på sin restfordring, efter at kreditor havde tilbagetaget bilen.

Et ægtepar erhvervede i 1998 en bil, hvor købesummen blev finansieret ved, at der blev udstedt et gældsbrev med sikkerhed i form af håndpant i et ejerpantebrev, som var lyst i den købte bil.

I 2001 kunne ægteparret ikke opfylde sine forpligtelser over for kreditor, og parterne indgik en udenretlig aftale om, at kreditor skulle afhente bilen, hvilket kreditor gjorde.

Kreditor afhændede herefter den tilbagetagne bil og fratrak salgssummen i kravet mod ægteparret.

I 2009 rettede kreditor restkravet mod ægteparret, der imidlertid var af den opfattelse, at tilbagetagelse af bilen var sket til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.

Fogedretten valgte at fremme udlægsforretningen, og der blev foretaget udlæg i ægteparrets aktiver. Landsretten kom imidlertid frem til, at ægteparret, uanset at der ikke i den konkrete situation var tale om et salg med ejendomsforbehold, nød beskyttelse af reglerne herom, hvilket betød, at kreditor ikke var berettiget til at gøre restfordringen mod ægteparret gældende, når bilen var tilbagetaget, uanset at dette var sket ved en udenretlig aftale.

Baggrunden for landsrettens resultat er formentlig, at man har anset finansieringen af bilen som en omgåelse af forbuddet mod underpant i løsøre i forbindelse med køb, idet kreditor opnår tilnærmelsesvis samme sikkerhed i bilen ved håndpant i et ejerpantebrev, som hvis han havde fået direkte pant i bilen. Man fandt derfor nødvendigt at beskytte forbrugeren.

Det er en forudsætning for afgørelsen, at der var tale om et oprindeligt 3-partsforhold, og Landsretten anfører i den forbindelse i sin kendelse, at i og med der ikke er oplysninger om andet, må det lægges til grund, at der er tale om et oprindeligt 3-partsforhold, hvilket betyder, at købesummen er finansieret af tredjemand på baggrund af en aftale mellem sælgeren og tredjemand. Det synes således at fremgå af afgørelsen, at finansieringsselskabet har bevisbyrden for, at der ikke er tale om et oprindeligt 3-partsforhold, hvilken bevisbyrde umiddelbart kan være svær at løfte flere år efter aftalens indgåelse.

(Østre Landsrets kendelse af 16. marts 2009 i kære, 4. afdeling nr. B-5048-09)