Print

Sæby kommune havde i forbindelse med en afgiven byggetilladelse meddelt en stribe dispensationer fra den gældende lokalplan, i forbindelse med ønsket om indretning af forskellige service virksomheder i et pakhus i et havneareal.

Dispensationerne omfattede spørgsmål om taghældning, bebyggelsesprocent og en dispensation vedrørende udendørs opholdsareal, hvor der blev accepteret 20-25% af etagearealet, trods en lokalplans bestemmelse om, at der skulle være mindst 75% udendørs opholdsareal.

Bebyggelsesprocenten blev tilladt med 172, på trods af, at lokalplanen fastsatte en bebyggelsesprocent på maximalt 50.

Kommunen baserede i stort omfang sine dispensationer på, at byggeriet var en modernisering af en eksisterende ejendom.

I realiteten havde ejendommen dog været revet ned til fundamentet, idet ejeren efter påbegyndt modernisering havde meddelt kommunen, at det ville være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at lade murværket stå, hvorefter kommunen havde givet dispensation til, at også dette blev revet ned, som led i ”ombygningen”.

Sagen blev af en borgerforening indbragt for Naturklagenævnet.

Naturklagenævnet slog fast, i overensstemmelse med Højesterets praksis, at nedrivning til fundament og efterfølgende genopbyggelse, svarer til nybyggeri.

Naturklagenævnet slog på denne baggrund fast, at lokalplanen skulle følges, for så vidt angik den ejendom som påtænkes opført på grunden.

På denne baggrund, og da kommunen endvidere havde valgt at give dispensation fra lokalplanen, uden forudgående nabohøring, blev lokalplanen tilsidesat som ugyldig.

Naturklagenævnet anfører direkte i afgørelsen, at kommunens vurdering af, at dispensationen kunne meddeles uden naboorientering, må tilsidesættes som ”åbenbart urimelig”.

(Naturklagenævnet orienterer nr. 313, februar 2004, afgørelse af 13. maj 2002, j.nr. 03-33/800-0054).