Print

Køge Kommune pålagde en grundejer at nedrive en carport der var opført i strid med byplanvedtægtens bestemmelser.

Kommunens afgørelse blev af grundejeren indbragt for Naturklagenævnet, der ophævede påbuddet.

Køge kommune indstævnede herefter Naturklagenævnet for Østre Landsret, med påstand om at Naturklagenævnet skulle anerkende, at Kommunen var berettiget til at påbyde grundejeren nedrivning af bygningen.

Såvel Østre Landsret som nu Højesteret fandt at der ikke i Planloven er en generel hjemmel for en Kommune til at indbringe Naturklagenævnets afgørelser for retten.

I den konkrete sag fandt et flertal af dommerne heller ikke at der forelå en konkret økonomisk interesse for Køge Kommune at det kunne give ret til et sagsanlæg. Østre Landsret var nået til samme resultat.

(Højesterets dom af 18. marts 2004 i sag 115/2003)

Kommentar:Dommen falder i tråd med tidligere afgørelser omtalt i Lovorientering, og stemmer med praksis på området.
I Lovorientering er tidligere omtalt Østre Landsrets dom af 12. marts 2003 i sag 22. afd., B-1097-01, og Ø.L.D. 26. januar 1998 i sag 10. afd. nr. B-0463-96, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 side 672Ø. Det må antage sat retspraksis nu er slået helt fast på området.

At kommunerne ikke har ret til at få prøvet Naturklagenævnets afgørelser skyldes at kommunen selv overfor borgeren er den myndighed der skal træffe den oprindelige afgørelse, og at Naturklagenævnet er ankeinstans i forhold til de afgørelser kommunerne træffer. Set på denne baggrund svarer en kommunes ønske om at indbringe Naturklagenævnets afgørelse for domstolene, til at en byret stævner Østre Landsret ved Højesteret for at få fastholdt den dom som byretten havde afsagt.

Når kommunerne i visse tilfælde alligevel indrømmes ret til at få en konkret afgørelse prøvet, skyldes at kommunerne også kan have en egen økonomisk interesse i afgørelsen.