Print

Ved at undlade at videregive oplysninger om en olieforurening i det kommunale oplysningsskema pådrog en kommune sig erstatningsansvar over for køberen af en fast ejendom.

I forbindelse med køb af en ejendom i år 2000, modtog køberen ingen oplysninger om forurening af grunden. I forbindelse med forberedelse af handlens dokumenter indhentede ejendomsmægleren kopi af det kommunale oplysningsskema, hvoraf der ingen steder fremgik oplysninger om forurening.

I forbindelse med amtets kortlægning af forurenede ejendomme henvendte amtet sig til kommunen, da man havde planer om at kortlægge ejendommen. Kommunen påførte herefter oplysninger om forurening på ejendommens BBR-ejermeddelelse. Køberen af ejendommen fandt ud af, at der i 1992 havde været en olieforurening på ejendommen. Den daværende ejer havde angiveligt foretaget afværgeforanstaltninger efter aftale med kommunen. Kommunen havde herefter indberettet sagen til amtet, idet kommunen for sit eget vedkommende havde afsluttet sagen. Amtet havde således haft oplysninger om olieforureningen liggende i sit register, hvilket blev af betydning for kortlægningen i 2005.

Det viste sig, at en rekvirent i forbindelse med en tvangsauktion over ejendommen i 1993 havde indhentet et kommunalt oplysningsskema, hvoraf det fremgik, at der havde været en olieforurening på ejendommen.

Køberen henvendte sig til sine sælgere, der imidlertid intet kendte til forureningen.

I et kommunalt oplysningsskema skal kommunen oplyse om en række forhold, der vedrører ejendommen, herunder forurening. Spørgsmålet var derfor, om kommunen kunne gøres erstatningsansvarlig, for at have undladt, at oplyse om forureningen i ejendomsoplysningsskemaet i år 2000.

Byretten fandt ikke, at kommunen kunne gøres erstatningsansvarlig. Retten lagde vægt på, at kommunen havde afsluttet sagen i 1994, idet der var foretaget afværgeforanstaltninger ved olieudslippet i 1994, og idet der på daværende tidspunkt herefter ikke fandtes at være nogen forureningsrisiko knyttet til restforureningen. Retten fandt således ikke, at der forelå en verserende miljøsag, og den manglende oplysningen om forureningen i oplysningsskemaet udgjorde derfor ikke en ansvarspådragende mangel.

Vestre Landsret lagde derimod i sin afgørelse vægt på, at sagen var uafklaret, da køberen erhvervede ejendommen i år 2000. Det var på dette tidspunkt uvist, hvordan amtets kortlægning af forurenede ejendomme ville klassificere denne ejendom. Sagen var derfor ikke afsluttet, og kommunen burde således have oplyst om den tidligere forurening i oplysningsskemaet. Kommunen blev herefter fundet erstatningsansvarlig. Under sagen blev det oplyst, at det ville koste 775.000 kr. i 2008-priser og 609.000 kr. i 2000-priser at fjerne forureningen helt. Landsretten fastsatte – under henvisning til at restforureningen ikke havde betydning for indeklimaet eller vandforsyningen – skønsmæssigt erstatningen til 250.000 kr.

Kommuners ansvar i forbindelse med udfyldning af oplysningsskemaer har været behandlet i flere domme.

I Østre Landsrets dom af 15. august 1997, havde en kommune i oplysningsskemaet ikke udfyldt korrekt information om en ejendoms kloakforhold, her blev der dog ikke statueret erstatningsansvar. Kommunen havde i denne sag udelukkende udfyldt oplysningsskemaet ud fra informationerne i BBR-registeret, der var i øvrigt ingen andre informationer tilgængelige, som kunne afkræfte informationerne heri. Derfor havde kommunen ikke udvist en adfærd, som kunne statuere et ansvar.

Det interessante her og forskellen i de to domme er, hvorvidt kommunen havde kendskab til de omhandlede oplysninger. I den aktuelle sag vedrørende forureningen havde kommunen oplysninger om dette. De havde i deres arkiv information om olieudslippet, derfor burde de have tilføjet dette i oplysningsskemaet. I dommen fra 1997 havde kommunen ingen tilgængelig information til at støtte deres oplysning. Det kan således udledes, at for at kommunen skal kunne gøres erstatningsansvarlig, skal kommunen have undladt at videregive relevante oplysninger, som kommunen har i sin besiddelse.

(Vestre Landsrets dom af 29. oktober 2009 i sag B-2455-08)