Print

Kommune kunne ikke gennemføre lokalplan udelukkende for at varetage egne privatøkonomiske interesser.

Afgørelsen viser, at offentlige instanser må skelne klart mellem deres privat- og offentligretlige beføjelser, idet borgernes tillid til det offentlige må værnes.

En kommune overtog i 1975 en ejendom, hvorpå der blev tinglyst to servitutter. Der var dels tale om en servitut i form af en konkurrenceklausul, efter hvilken ejendommen ikke måtte benyttes til kontorvirksomhed og dels en servitut, der hjemlede en færdselsret for ejeren af den bagved liggende ejendom.

Kommunen benyttede i flere år ejendommen som brandværnsmuseum, men i 2005 blev ejendommen sat til salg. Højestbydende var en bank, der betingede handlen af, at de to servitutter fra 1975 blev aflyst. Skødet var videre betinget af, at kommunen, såfremt tinglysningsdommeren nægtede aflysning af servitutterne, anlagde sag og i den forbindelse afholdt alle omkostninger i forbindelse hermed.

Kommunen havde i 1997 tilvejebragt en lokalplan for området, der intet indeholdt om ophør af servitutter. Under salgsforhandlingerne med banken vedtog kommunen endnu en lokalplan for området til afløsning af den tidligere. I den nyligt fremkomne lokalplan fremgik det, at de to servitutter fra 1975 skulle ophøre. Ud over dette punkt indeholdt lokalplanen omtrent de samme bestemmelser som lokalplanen fra 1997.

Ejeren af den ejendom, hvortil færdselsretten hørte, klagede til Naturklagenævnet, idet han mente, at kommunen udelukkende havde varetaget sine egne privatøkonomiske interesser ved vedtagelsen af lokalplanen. Heroverfor anførte kommunen, at den servituthjemlede færdselsret ikke havde været benyttet i en årrække samt at den ny lokalplan havde tilstået den bagvedliggende ejendom en ny færdselsret.

Naturklagenævnet fandt indledningsvist, at planloven alene hjemlede ophør af tilstandsservitutter i lokalplaner. En færdselsret er en rådighedsservitut.

Dernæst blev det anført, at en lokalplan, som enhver anden afgørelse truffet af kommunen, skulle være begrundet i saglige, planlægningsmæssige hensyn. Uanset at kommunen naturligvis var forpligtet til at sælge sine ejendomme til den bedst mulige pris, kunne kommunen ikke benytte sine myndighedsbeføjelser til at varetage sine egne privatøkonomiske interesser.

Da lokalplanen alene fandtes at være vedtaget for at kommunen kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til salgsaftalen med banken, blev den konkrete bestemmelse om ophør af servitutterne ophævet som værende ugyldig.

(Naturklagenævnets afgørelse af 12. februar 2007 i sag NKN-33-0323)

Kommentar:

Det synes åbenbart, at en kommune – og alle andre offentlige instanser – må skelne skarpt mellem private handlinger og offentlige handlinger. Derfor er afgørelsen heller ikke uforståelig. Befolkningens lid til det offentlige skal bestyrkes gennem saglige beslutninger, der altid må have klar hjemmel.

Planloven indeholder et såkaldt ”lokalplankatalog”. Dette er en udtømmende liste af emner, der kan reguleres i en lokalplan. Af dette katalog ses, at tilstandsservitutter kan bringes til ophør, hvis deres fortsatte tilstedeværelse vil stride med lokalplanens formål.

En færdselsret er en såkaldt rådighedsservitut. Derved forstås en servitut, hvorved der skabes ret til at råde over fx anden mands ejendom. Til trods for, at færdselsretten altså ikke i medfør af lokalplankataloget kan bringes til ophør i en lokalplan, går Naturklagenævnet ind og vurderer, hvorvidt kommunen alligevel har udøvet magtfordrejning i form af varetagelse af private interesser i en offentlig akt.

At Naturklagenævnet ikke går ind og afsiger en ”allerede-fordi” afgørelse skal ikke tages som et udtryk for, at nævnet ikke har set muligheden herfor. Tværtom har nævnet formentlig ønsket at tage stilling til, om kommunens begrundelse for lokalplanen har været holdbar.

Selvom kommunen privatretligt kunne indgå aftalen med banken på de givne vilkår, var det stridende med de normer kommunen offentligretligt var underlagt, at søge vilkåret indfriet gennem vedtagelse af lokalplan. Da det kun var en enkelt bestemmelse i lokalplanen, der var i strid med planloven, var det kun denne bestemmelse, der blev ophævet. Gyldigheden af resten af lokalplanen blev ikke berørt heraf.