Kitesurfing var undtaget fra dækning under heltidsulykkesforsikring
Skadelidte (A) var dækket af en heltidsulykkesforsikring tegnet i forsikringsselskab. Efter at A var kommet til skade under kitesurfing, ønskede han skaderne i forbindelse hermed dækket under forsikringen, hvilket blev afslået.
Af forsikringsbetingelserne fremgik bl.a., at »Skade, der sker i forbindelse med bjergbestigning, faldskærmsudspring, drageflyvning, elastikspring, parasailing, dykning med anvendelse af professionelt dykkerudstyr og motorløb af enhver art eller anden lignende farlig sport« ikke var dækket af forsikringsaftalen.
Landsretten fandt, at der ikke forelå en sådan tvivl om forståelsen af dette aftalevilkår, at aftalelovens § 38 b, stk. 1, fandt anvendelse. Landsretten fandt endvidere, at kitesurfing rummer væsentlige faremomenter som følge af den store kraft i kiten og som følge af skadesrisikoen, i tilfælde af at kiten kommer ud af kontrol, og at disse faremomenter har så stor lighed med faremomenter ved drageflyvning og parasailing, at skader, der sker i forbindelse med kitesurfing, må anses for undtaget fra dækning. U.2016.3162.
KOMMENTAR: Er du opmærksom på hvilke forhold der gælder i din ulykkesforsikring? Har du en ulykkesforsikring? Har dine udeboende børn? Der er grund til lige at læse det med småt, før du går i gang med ekstremsport – og desværre er det sådan at der også er grund til at erindre om, at det er en rigtig god idé at tegne en heltidsulykkesforsikring.
Dommen er ikke overraskende og det blev da også samme resultat i begge retsinstanser. Men den er en god anledning til at tænde den røde advarselslampe.