Print

Denne sag viser, hvad der sker, når parterne i en international kontrakt har aftalt, at ”a Danish Court” skal være kompetent til at behandle eventuelle tvister mellem parterne.

I nærværende sag anlagde Glemco A/S sag – ved Københavns Byret – mod et spansk selskab med påstand om betaling af penge i henhold til en servicekontrakt, indgået mellem parterne. I servicekontrakten havde parterne aftalt følgende værnetingsklausul: “If any disagreements should arise between the parties, they will be solved according to Danish Law in a Danish Court”.

I henhold til dom, afsagt af Københavns Byret den 7. maj 2007, blev sagen afvist, idet retten ikke mente, at sagsøger med de fremlagte bilag havde godtgjort, at parterne havde aftalt, at sagen skulle anlægges ved Københavns Byret. Da retten ikke kunne henvise sagen til rette domstol, blev den afvist.

Glemco A/S ankede til Østre Landsret, som ved dom af 4. marts 2009 ophævede byrettens dom og henviste sagen til fortsat behandling ved Retten i Glostrup.

(Østre Landsrets dom af 4. marts 2009 i sag B-2704-08, Ufr 2009, side 1670).

Kommentar:

Østre Landsrets dom bekræfter flere interessante punkter vedrørende værnetingsklausuler i internationale aftaler, herunder bl.a.:

1.
Såfremt internationale kontrakter er omfattet af en konvention, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. , anvendes konventionens værnetingsregler, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1. Efter EF-domskonventionens artikel 17 kan parterne ved aftale gøre retterne i et land kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er disse retter herefter enekompetente.

2.
Hvis værnetingsklausulen indeholder en generel formulering som f.eks. ”a Danish Court”, skal tvister mellem parterne afgøres ved en dansk domstol, dog ikke ved en hvilken som helst domstol i Danmark, men i henhold til de almindelige gældende danske regler.

3.
I henhold til retsplejelovens § 242, stk. 1, kan sager om kontraktlige forhold anlægges ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

4.
Ifølge Retsplejelovens § 242, stk. 2, finder ovennævnte bestemmelse ikke anvendelse på pengekrav.

5.
Såfremt der ikke efter dansk lovgivning i øvrigt er aftalt et værneting for en tvist, der kan anlægges i Danmark i medfør af EF-domskonventionen, anlægges sagen ved sagsøgers hjemting eller, såfremt sagsøger ikke har hjemting i Danmark, da i København.

Det kan således konkluderes, at en aftale om værneting i Danmark, som indgår i en international kontrakt, skal respekteres af en dansk domstol, selvom der ikke efter dansk lovgivning er aftalt et specifikt værneting for sagen.

Såfremt aftalen mellem parterne ikke præciserer, hvilken domstol, der er rette værneting, skal sagen anlægges ved sagsøgers hjemting eller i København, hvis sagsøger er udenlandsk.