International transport – Ret til kompensation ved flyforsinkelser

International transport – Ret til kompensation ved flyforsinkelser

Denne sag viser, at passagerer ved lange flyforsinkelser har ret til kompensation i henhold til Rådets Forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fællesbestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer, der afvises ved boarding.

Baggrund

Af ovennævnte forordnings artikel 5, litra c), fremgår det, at:

”Hvis en flyafgang aflyses, skal berørte passagerer have ret til kompensation fra det transporterede luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 7, medmindre de får meddelelse om aflysningen mindre end syv dage før det planlagte afgangstidspunkt og får tilbudt en omlægning af rejsen, så de kan afrejse højst en time før det planlagte afgangstidspunkt og ankomme til det endelige bestemmelsessted senest to timer efter det planlagte ankomsttidspunkt”.

Desuden fastslår forordningens artikel 7, at:

”Når der henvises til denne artikel, modtager passageren en fast kompensation som følger:

– 250 EUR for alle flyvninger på højst 1500 km
– 400 EUR for alle flyvninger inden for EU på mere end 1500 km og for alle andre flyvninger på mellem 1500 og 3000 km
– 600 EUR for alle flyvninger, der ikke falder under a) eller b)”.

I henhold til forordningens § 6, litra c, III, har passagerer ret til en kompensation på EUR 250, når forsinkelsen er på mindst 5 timer.

EU-dom af den 19.11.2009

EU-domstolen blev forelagt 2 anmodninger om præjudicielle afgørelser vedrørende fortolkning af artiklerne 5, 6 og 7 i ovennævnte forordning.

Anmodningerne blev indgivet i forbindelse med sager anlagt, dels af familien Sturgeon mod luftfartselskabet Condor og dels af S. Bock og C. Lepuschitz mod luftfartselskabet Air France, vedrørende disse selskabers afslag vedrørende betaling af kompensation på 600 EUR til de nævnte passagerer i anledning af, at befordringen til ankomstlufthavnen var forsinket med henholdsvis 22 og 25 timer i forhold til de planlagte ankomsttidspunkter.

De ovennævnte flyselskaber nedlagde påstand om frifindelse for det fremsatte krav, idet de omhandlede flyafgange ifølge luftfartselskaberne var forsinkede og ikke aflyste.
Domstolen blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt en forsinkelse af en flyafgang skal anses som en aflysning af flyafgangen, og hvorvidt artiklerne 5, 6 og 7 i forordningen skal fortolkes således, at passagerer på forsinkede flyafgange kan sidestilles med passagerer på aflyste flyafgange i forhold til kompensationen nævnt i forordningens artikel 7.

Domstolen har fastslået, at.

– en forsinket flyafgang, uanset varigheden af forsinkelsen, herunder hvis der er tale om lange forsinkelser, ikke kan anses for aflyst, når de gennemføres i overensstemmelse med luftfartselskabets oprindelige planlægning,

– i betragtning af, at formålet med forordningen, som er at styrke beskyttelsen af luftfartspassagerer ved at godtgøre den skade, som passagerer måtte lide under luftbefordring, skal de situationer, der er omfattet af denne forordning, navnlig sammenlignes med karakteren og omfanget af de forskellige gener og skader, som de berørte passagerer lider,

– forordningen har til formål at afhjælpe de skader for passagerer, der består i tab af tid, som i betragtning af sin uigenkaldelige karakter kun kan godtgøres med kompensation,

– det må herved konstateres, at såvel passagerer på aflyste flyafgange som passagerer på forsinkede flyafgange lider tab af tid, hvis deres rejsetid før ankomsten til deres bestemmelsessted er længere end den rejsetid, der oprindeligt var planlagt af luftfartsselskabet.

– hvis passagerer på forsinkede flyafgange ikke opnår ret til kompensation, vil disse passagerer blive behandlet mindre gunstigt, uanset at de eventuelt måtte lide et sammenligneligt tab af tid på tre timer eller mere under deres rejse,

– der imidlertid ikke ses at være objektive hensyn, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling.

På baggrund af ovennævnte kendte domstolen for ret, at:

– passagerer på forsinkede flyafgange kan sidestilles med passagerer på aflyste flyafgange i forhold til anvendelsen af retten til kompensation, og de kan således påberåbe sig kompensationsret i henhold til forordningens artikel 7, når de som følge af en forsinket flyafgang lider et tab af tid på tre timer eller mere, dvs. når de ankommer til deres endelige bestemmelsessted tre timer eller mere efter det ankomsttidspunkt, som oprindeligt var planlagt af luftfartselskabet.

– en sådan forsinkelse giver imidlertid ikke passagerer ret til en kompensation, hvis luftfartsselskabet kan godtgøre, at den lange forsinkelse skyldtes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet, dvs. omstændigheder, som ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol.

– en teknisk fejl ved et luftfartøj, som medfører aflysning eller en forsinkelse af en flyafgang, er ikke omfattet af begrebet ”usædvanlige omstændigheder” i denne bestemmelses forstand.

Konklusion

Domstolens dom er til fordel for passagererne, idet passagererne nu har ret til en kompensation på op til 600 EUR, hvis deres fly er forsinket, og forsinkelsen ikke skyldes usædvanlige omstændigheder, og hvis de kommer til deres endelige bestemmelsessted 3 timer eller mere efter det planlagte ankomsttidspunkt. Indtil nu har passagerer ved forsinkelser kun haft ret til en kompensation på 250 EUR, hvis forsinkelsen var på mindst fem timer.

70 22 88 50 Kontakt Advokater