Print

I december 1989 solgte to A. P. Møller selskaber nogle arealer, kaldet Kløverparken, ved Østhavnen på Amager til et ejendomsselskab i Skanska koncernen. Arealerne var i sin tid fremkommet ved opfyldning, og på pyrolysegrunden havde været opført er pyrolyseværk, der for længst havde indstillet sin virksomhed. Et ingeniørfirma havde været fællesrådgiver for parterne og gennemført en række forureningsundersøgelser. Rådgiveren havde anbefalet en undersøgelse af hele den del af arealet, der betegnes Nordmarken, men købersiden havde besluttet, at det alene var nødvendigt at foretage en begrænset undersøgelse som rådgiveren derefter foretog. Den foretagne undersøgelse viste, at pyrolysegrunden og den sydlige del af Nordmarken var forurenet med kulbrinter. Med udgangspunkt heri fastsattes en købesum.

Efterfølgende konstateredes det, at også den øvrige del af Nordmarken var forurenet med kulbrinter og at såvel pyrolysegrunden som Nordmarken var forurenet med tungmetaller, der hidrørte fra det fyld, med hvilket arealerne i sin tid var blevet opfyldt.

Køberne mente, at dette var væsentlige mangler og ophævede handlen og krævede tilbagebetaling af købesummen og erstatning overfor rådgiveren for det tab der derefter måtte kunne konstateres.

Det fremgik af skødet, at sælgerne var uden ansvar for afhjælpningsomkostninger grundet de miljøforanstaltninger, som måtte påregnes ud fra de rapporter som rådgiveren havde udarbejdet. Der kunne ikke sluttes modsætningsvis herfra til, at man til gengæld var ansvarlig for de miljøforanstaltninger der ikke kunne påregnes.

Da rådgiveren havde foreslået undersøgelse af hele Nordmarken og ikke kun den sydlige del, måtte risikoen for den senere konstaterede kulbrinteforurening af hele Nordmarken, påhvile købersiden.

Meromkostningerne til afhjælpning af tungmetalforureningen var relativt beskedne og derfor kunne denne forurening ikke anses for en mangel.

Derefter måtte sælgersiden frifindes.

Spørgsmålet var derefter, om det tab som nu blev pådraget købersiden kunne kræves hjem af rådgiveren og hertil udtalte Højesteret, at det i 80’erne næppe var sædvanlig praksis at undersøge en industrigrund, der i væsentlig grad var opfyld med lossepladsfyld for eventuel forurening med tungmetaller, med mindre der var en særlig formodning om sådan forurening. På denne baggrund fandtes det ikke godtgjort, at rådgiveren havde begået ansvarspådragende fejl.

Således blev også rådgiveren frifundet.

(Højesterets dom af 4. juli 2001, UfR 2001.2200H)