Print

Der kunne ikke rejses erstatningskrav overfor kommunen for tab lidt på baggrund af en ulovlig afgørelse efter planloven.

En borger indgav ansøgning til kommunalbestyrelsen om tilladelse til at indrette dyreklinik på en ejendom.

Kommunen meddelte tilladelsen på betingelse af, at ansøgeren selv skulle bebo den pågældende ejendoms boligdel. Borgeren ønskede ikke dette, og ansøgte om dispensation, hvilket blev afslået.

Herefter blev sagen indbragt for Naturklagenævnet, der efter en sagsbehandlingstid på ca. 5 måneder, ophævede kommunens afgørelse, idet planloven ikke rummede hjemmel for kommunen til at stille vilkår om bopælspligt.

Efter Naturklagenævnets afgørelse blev klinikken etableret og sat i drift, og ansøgeren anlagde retssag mod kommunen med krav om erstatning for det tab ansøgeren havde lidt som følge af, at klinikkens etablering blev forsinket.
Erstatningsansvaret blev baseret på at kommunens afgørelse var ulovhjemlet, og derfor ulovlig.

Østre Landsret frifandt kommunen under henvisning til, at den trufne afgørelse kunne ankes administrativt, hvorfor der ikke var tale om en beslutning som var egnet til at pådrage kommunen erstatningsansvar.

Dommen var herudover baseret på, at der ikke havde været en urimelig lang sagsbehandlingstid, samt til at sagsøger i en del af ventetiden, mens Naturklagenævnet behandlede sagen, havde været i stand til at drive klinik på andre vilkår.

(Østre Landsrets dom af 25. marts 2002 i sag 7. afdeling B-0284/01).

Kommentar: Østre Landsret lægger til grund, at det ikke er muligt at kræve erstatning for tab forvoldt ved en ulovlig afgørelse, så længe der er mulighed for at indbringe afgørelsen for højere administrativ myndighed..

Der er retspraksis for, at kommuner er blevet dømt til at betale erstatning i de situationer, hvor skadelidte ikke har påklaget kommunens afgørelse, men har affundet sig med tingenes tilstand, og har handlet i henhold til for eksempel påbud om at oprense forurenet jord, uanset at der ikke var hjemmel til at udstede sådanne påbud.

I en dom afsagt af Højesteret og gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 side 594, lægges det til grund at en kommune er ansvarlig for de tab der påløber når kommunen misforstår sine rettigheder efter lovgivningen.

Denne dom følger således ikke retspraksis på området.