Ikke bestyrelsesansvar for medlemmer af en bestyrelse i en andelsboligforening.

Ikke bestyrelsesansvar for medlemmer af en bestyrelse i en andelsboligforening.

I sager om bestyrelsesansvar bliver bestyrelsesmedlemmernes baggrund nu og da inddraget, herunder om der er tale om professionelle bestyrelsesmedlemmer, eller medlemmer der ikke besidder forretningsmæssig indsigt.

Denne sag omhandler beboeres ansvar som bestyrelsesmedlemmer i andelsboligforeninger.

To personer købte en andel i en andelsboligforening. Købsaftalen var underskrevet af tre personer som repræsentanter for andelsboligforeningens bestyrelse.

Andelsboligforeningens generalforsamling havde med henblik på foreningens regnskab besluttet at benytte ejendomsværdien fra året før. Det medførte, at ejendomsvurderingen på købstidspunktet var ca. 18 måneder gammel. Den værdi der var medtaget i regnskabet var derfor angivet højere end den seneste vurdering.

Byretten frifandt sælger allerede på grund af forældelse, men dømte de tre bestyrelsesmedlemmer til at betale erstatning til de to købere.

Køberne påankede afgørelsen for så vidt angår de tre bestyrelsesmedlemmer.

I landsretten blev alle tre bestyrelsesmedlemmer frifundet.

Som baggrund for frifindelsen henviste landsretten til, at personerne alene sad i bestyrelsen i kraft af deres status som andelshavere i andelsboligforeningen, og at de ikke havde særlig ekspertise eller indsigt i regnskabsforhold eller lovgivningen om andelsboliger.

Endvidere lagde landsretten vægt på, at det var tilfældigt, at netop disse tre personer på det pågældende tidspunkt udgjorde bestyrelsen i andelsboligforeningen.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at de tre bestyrelsesmedlemmer vidste eller burde vide, at ejendommen var optaget i regnskabet med en værdi, der væsentligt oversteg den reelle værdi.

Generalforsamlingsbeslutningen om værdiansættelse kunne i lyset af den senere vurdering muligvis tilregnes foreningen som uagtsom, men ikke de enkelte medlemmer af bestyrelsen.

Det fandtes ikke i sig selv at være erstatningspådragende for de tre bestyrelsesmedlemmer at de godkendte en salgssum, der baserede sig på en for gammel vurdering.

(UfR2006.3242V)

70 22 88 50 Kontakt Advokater