Print

Grundlovens § 72 er temmelig klart formuleret: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse”. Alligevel ser vi, at boligens ukrænkelighed – stadig hyppigere bliver krænket. Hvorfor dog det, bør vi spørge?

Beskyttelsen mod vilkårlige og uretmæssige tvangsindgreb ifølge både grundlovens § 72, EMRK’s art. 8 og retssikkerhedsloven fra 2005 har status som en grundlæggende og fundamental rettighed. Alligevel viser udviklingen, at hensynet til myndighedernes kontrolmuligheder vægtes markant højere end borgere og virksomheders retssikkerhed. Den uafhængige tænketank Justitia har netop offentliggjort nye tal om væksten i krænkelsesmuligheder og det er skræmmende læsning.

Både under den forrige og den nuværende regering øges adgangen til krænkelse. I 2016 er antallet af hjemler, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom, således steget til 271. I 2015 udgjorde omfanget af hjemler 266, mens tallet i 2009 lå på ca. 225 og 185 i 2003.

En række af de lovforslag, der enten er vedtaget eller er i støbeskeen, virker unødvendigt vidtgående for eks. erhvervsdrivende.

Tag f.eks. § 347 i lov om finansiel virksomhed giver Finanstilsynet særdeles vidtgående beføjelser til tvangsindgreb. Finanstilsynet kan uden retskendelse få adgang til ikke bare de finansielle virksomheder, der er omfattet af loven, men også virksomheder og personer, som har direkte eller indirekte forbindelse til den finansielle virksomhed og den finansielle virksomheds leverandører og underleverandører. Og i forbindelse med kontrolbesøgene kan Finanstilsynet kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data mm udleveret uden nogen form for mistankekrav eller retskendelse.

Rækkevidden af bestemmelsen er ekstremt vidtgående, da større finansielle virksomheder vil have direkte og indirekte forbindelser med en lang række fysiske og juridiske personer, ligesom antallet af leverandører og underleverandører må antages at være betragteligt – ja næsten uden grænser. Og her skal alle lægge sig ned, strække armene i vejret og give adgang til alle informationer. Uden retskendelse. Uden mistanke. Det er mildt sagt en uacceptabel retstilstand, som kun kan opretholdes, fordi alt for få er opmærksomme på problemets omfang. Og vores politikere synes slet ikke at interessere sig for problematikken omkring grundlovens § 72 og Menneskerettighedskonventionens (EMRK) artikel 8.

EMRKs artikel 8 giver enhver ret til respekt for “sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”, med begrænsninger der er “i overensstemmelse med loven” og “nødvendige i et demokratisk samfund”. Denne artikel giver klart ret til frihed fra ulovlige ransagninger, men Menneskerettighedsdomstolen har givet den beskyttelse af “privatliv og familieliv” en bred fortolkning, f.eks. ved at forbud mod private, frivillige homoseksuelle handlinger er et brud på artiklen. Dette kan sammenlignes med forarbejder fra Den Amerikanske Højesteret, som også har anlagt en relativt bred fortolkning af retten til privatliv. Desuden giver artikel 8 i visse sammenhænge positive rettigheder: Hvor de klassiske menneskerettigheder er formuleret sådan at staten forbydes at overtræde rettighederne, og dermed undlade at gøre noget (f.eks. undlade at opdele en familie beskyttet af retten til familieliv), kan den effektive nydelse af sådanne rettigheder også omfatte en forpligtelse for staten til aktivt at handle (f.eks. at gennemtvinge en fraskilt fars ret til samkvem med sine børn).

Tænketanken Justitia foreslår derfor, at Retssikkerhedsloven ændres. Som udgangspunkt bør der indføres krav om forudgående retskendelse for tvangsmæssig adgang til og ransagelse af private hjem samt, hvor sådanne kontrolbesøg medfører adgang til fortrolige oplysninger om tredjemand, og hvor en overtrædelse af den relevante lovgivning kan medføre ubetinget frihedsstraf. Endvidere bør Retssikkerhedslovens undtagelsesbestemmelser fortolkes indskrænkende, således at antallet og omfanget af kontrolbesøg væsentligt reduceres. Justitsministeriet bør også udvide den årlige redegørelse til at omfatte samtlige ministerier, samt i hvilket omfang de relevante hjemler bliver anvendt i praksis. Endelig bør der foretages en generel revision af love og bekendtgørelser, der indeholder adgang for tvangsindgreb uden retskendelse, med henblik på at fjerne hjemler, der aldrig eller sjældent anvendes.

Læs hele rapporten her:

http://justitia-int.org/boligens-kraenkelighed-offentlige-myndigheders-adgang-til-privat-ejendom-uden-retskendelse-udvides-fortsat-2/