Print

I en sag vedrørende etablering af en strandpark fandt Østre Landsret ikke, at det miljøretlige forsigtighedsprincip var tilsidesat.

Der har siden 1980erne udviklet sig et såkaldt miljøretligt forsigtighedsprincip, der første gang kom til udtryk i den såkaldte Rio-deklarations princip 15, der fastslog, at parterne skal bruge forsigtighedsprincippet for at beskytte miljøet. Princippet blev optaget i EF-traktaten i 1992 i en form, hvor der blev stillet krav til myndighederne om at iværksætte forebyggende foranstaltninger for at forhindre alvorlige og uoprettelige miljøskader. Det følger således af EU-traktatens artikel 174, stk. 2, at fællesskabets politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau og bygger på 1) forsigtighedsprincippet, 2) princippet om forebyggende indsats, 3) princippet om indgreb overfor miljøskader, fortrinsvis ved kilden og 4) princippet om, at forureneren betaler.

Der er i den juridiske litteratur enighed om, at forsigtighedsprincippet også har stor betydning for administrationen af direktiver som blandt andet VVM- og habitatdirektivet, der vedrører det eksterne miljø, jf. herved eksempelvis Ellen Margrethe Basse, Miljøretten 1, alm. emner side 125, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

I den konkrete sag ansøgte en kommune Kystdirektoratet om tilladelse til at etablere kystbeskyttelse ud fra et strandareal, der var ejet af kommunen og staten.

En grundejerforening protesterede overfor planerne og anførte i den forbindelse, at projektet krævede forudgående tilvejebringelse af et regionplantillæg tilhørende VVM-vurdering.

Under sagen gjorde grundejerforeningen gældende, at etableringen af et strandparksanlæg, som det i sagen omhandlede, ikke gyldigt kunne ske uden forudgående VVM –undersøgelse, herunder gennemførelse af såkaldt VVM-screening.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at VVM-screeningen alene indeholder en overordnet gennemgang fra myndighedernes side af, om der skal foretages en egentlig VVM-undersøgelse. VVM-screeningen kræver således ikke fysiske miljømæssige undersøgelser, men blot en gennemgang af nogle nærmere beskrevne kriterier på baggrund af oplysningerne i ansøgningen om tilladelse til at etablere det pågældende anlæg, samt eventuelt indhentelse af udtalelser fra andre myndigheder.

Under sagen gjorde grundejerforeningen gældende, at anlægget skulle betragtes som et ny-anlæg i henhold til bekendtgørelse nr. 128 af 11. marts 1999 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet, jf. pkt. 10, litra K i bilag 2 til rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337), som ændret ved rådets direktiv 97/11.

Grundejerforeningen gjorde gældende, at der aldrig tidligere har været anlæg af den pågældende karakter på strækningen, og at der nu skulle etableres høfder/bølgebryder, der ingen sammenhæng havde med det kystbeskyttelsesanlæg, der tidligere havde eksisteret, som bestod af mur og stensætning langs med kystlinjen.

Det gjordes videre gældende, at der ikke kunne være tale om genopretning af det eksisterende anlæg, idet det eksisterende anlæg helt blev fjernet.

Subsidiært gjorde grundejerforeningen gældende, at anlægget var omfattet af rådets direktiv 97/11 bilag 2, pkt. 13, der omhandler ændringer eller udvidelser af projekter, der allerede er godkendt.

Grundejerforeningen gjorde videre gældende, at det miljøretlige forsigtighedsprincip kræver, at der under alle omstændigheder foretages VVM-screening, hvor der kan være tvivl om projektets indvirkning på miljøet.

Grundejerforeningen gjorde endelig gældende, at resultatet af screeningen skulle offentliggøres var opslag i dagspressen, og at dette ikke var sket.

Østre Landsret udtalte, at det daværende trafikministerium efter bekendtgørelsens § 4 havde hjemmel til at afgøre, om der i forbindelse med ansøgninger efter § 3, nr. 2. skulle gennemføres en egentlig VVM-redegørelse, og at ministeriets beslutning herom skulle træffes under hensyn til det i bilag 3 angivne kriterier og indhentede udtalelser om projektet fra berørte myndigheder.

Landsretten lagde vægt på, at direktoratet havde anset det for utvivlsomt, at projektet ikke kunne være til skade for miljøet, hvorfor det faldt helt udenfor VVM-bekendtgørelsen, og at der derfor ikke var anledning til at foretage den i bekendtgørelsen § 4 omhandlede miljømæssige vurdering (screening) af, om en egentlig VVM-undersøgelse skulle foretages. Denne vurdering var tiltrådt af Trafikministeriet.

Landsretten fandt ikke grundlag for at kritisere disse skøn. Landsretten udtalte videre, at:

”Landsretten bemærker særligt, at også efter det sagkyndige vidnes udsagn giver bølgebrydere bedre end høfder mulighed for, at der ved højvande sker oprensning af tang, og bølgebrydere derfor er mere skånsomme end høfder. Den afledede virkning i form af publikumstilstrømning og gener fra parkerede biler på særlige dage, som efter bevisførelsen for landsretten må antages at gøre sig gældende, er en påvirkning af miljøet, som ikke ifølge ministeriets afgørelse er taget i betragtning. Landsretten finder, at denne virkning også burde havde været vurderet, men at den manglende vurdering i betragtning af, at det drejer sig om en i forvejen meget befærdet vej, Strandvejen, og en i forvejen offentlig park, Struckmannparken, ikke påvirker hverken bedømmelsen af ministeriets skøn eller gyldigheden af dets afgørelse.”

Om det miljøretlige forsigtighedsprincip udtalte landsretten følgende:

”Landsretten finder, at forsigtighedsprincippet tilsiger, at der foretages screening efter § 4 i VVM-bekendtgørelsen i tilfælde af tvivl om, hvorvidt et anlæg, omfattet af bilag II, pkt. 13, kan være til skade for miljøet. Landsretten finder ikke fuld tilstrækkelig grund til at kritisere, at der ikke har været foretaget screening i den foreliggende sag, som følge af anlægsarbejdet har været henhørt under pkt. 13 i bilag II til dagældende VVM-bekendtgørelse og er fundet ikke at kunne være til skade for miljøet.”

På denne baggrund frifandt landsretten ministeriet.

Til dommen skal det bemærkes, at landsretten med ovennævnte præmis synes at have sat en begrænsning for rækkevidden af det miljøretlige forsigtighedsprincip i denne sag, hvor det daværende Trafikministerium fra sin underliggende myndighed, nemlig Kystdirektoratet, havde modtaget en vurdering af, at anlægget ikke ville påvirke miljøet.

Resultatet kan forekomme overraskende med tanke på, at en VVM-screening i praksis blot udgør en ”skrivebordsvurdering” med efterfølgende offentliggørelse i dagspressen. Det skal i den forbindelse påpeges, at landsretten jo samtidig i sine præmisser påpegede, at anlæggets etablering ville påvirke miljøet i form af øgede trafikale gener. Landsretten synes imidlertid at have fortrængt en konkret vurdering af betydningen af den manglende screening, og nåede i den forbindelse frem til, at der ikke var fuldt tilstrækkelig grund til at kritisere myndighedernes skøn.

(Østre Landsrets 3. afdelings dom af 7. november 2008 i sag B-2475-07)