Print

Der er talrige afgørelser som viser, at det kan være overordentlig vanskeligt at afgøre, om naboer eller andre i nærheden beroende personer og virksomheder, skal anses som parter i en sag, hvor kommunen træffer afgørelse om, hvorvidt et ansøgt byggeri kan tillades. Problemet har været kendt under tidligere lovgivning, hvor det var amtet som havde retten til at træffe afgørelse om byggeri, og problemet består stadig i dag, hvor det er en kommunal opgave.

Planlovens § 35, stk. 5, er indføjet som en ny bestemmelse, hvorefter der skal ske naboorientering, og dette løser til en vis grad problemstillingen, men der er stadig afgrænsningsproblemer.

Naturklagenævnet har i en af disse afgrænsningssituationer truffet en afgørelse, der omtales som ”af principiel karakter”.

Sagen drejede sig om en ansøgning om landzonetilladelse. Der fremkom en begæring om genoptagelse efter, at der var givet tilladelse til opførsel af et nyt enfamiliehus til erstatning for et nedbrændt hus. Det nye hus skulle opføres et andet sted på grunden.

Sagen havde tidligere været indbragt for Naturklagenævnet på baggrund af en klage fra en nabo, men nu blev sagen begærede den gen-optaget af en anden nabo, der begærede den genoptaget på baggrund af, at hun betragtede sig selv som part, og derfor gjorde gældende, at hun burde have været hørt, før den første afgørelse i Naturklagenævnet var blevet afsagt.

Naturklagenævnet skulle således først, inden der blev taget konkret stilling til sagen, afgøre hvorvidt den nye klager kunne betragtes som part i sagen.

Naturklagenævnet nåede frem til, at det var klager ikke i den konkrete sag.

Naturklagenævnet slår i sin afgørelse for det første fast, at selve det forhold at man er nabo til ejendommen, ikke i sig selv udløser partsstatus, men at det afgørende er, hvorvidt bebyggelser og
anvendelsesområder på grundene ligger i nærheden af hinanden.

I det konkrete tilfælde havde den klager som søgte om genoptagelse af sagen et engareal beliggende som nabo til den berørte ejendom, men herpå var ikke opført bebyggelse, og der var heller ikke planer herom.

Naturklagenævnet vurderede herudover, ud fra den konkrete situati-on, at der er en afstand på ca. 100 m. fra klagerens sommerhus til det hus som ønskedes opført, at ejendommen der skulle genopføres i øvrigt skulle genopføres som følge af brand, og at ejeren af ejendommen derfor havde en form for retskrav på at kunne opføre et nyt hus på ejendommen, at der ikke forelå sådanne væsentlige interesser for klageren, at denne kunne tilkendes partsstatus, og
Naturklagenævnet afviste derfor at genoptage sagsbehandlingen.

(Naturklagenævnets afgørelse af 11. februar 2003, under journal-nummer 03-31/700-00004).

Kommentarer: Naturklagenævnet har ud over offentliggørelse af afgø-relsen også offentliggjort en artikel omkring partsstatus på Naturklagenævnets hjemmeside (www.nkn.dk.).

Spørgsmål om partsstatus er særdeles relevant, og det er ikke særlig præcist afgrænset i lovgivningen.

Det er beklageligvis heller ikke præcist afgrænset ved den nu trufne afgørelse, refereret ovenfor.

Naturklagenævnet skriver i forbindelse med sin afgørelse følgende:

”Ser man bort fra de konkrete topografiske forhold, beplantning m.v., vil en eventuel partsstatus for klageren betyde, at alle ejere af en be-boelse indenfor en afstand indenfor 100 til 150 m skal betragtes som parter i tilsvarende sager om landzonetilladelse til opførsel af et nyt hus”.

Hvis Naturklagenævnet havde sluttet sin afgørelse der, og meddelt af-slag på genoptagelse på basis af, at Naturklagenævnet netop ikke vil opfatte alle omkringboende indenfor en afstand på 100 til 150 m. som parter i sagen, så ville der i hvert fald være truffet en afgrænsning i relation til opførsel af nye enfamilieshuse som der her var tale om.

Imidlertid traf Naturklagenævnet afgørelsen ud fra yderligere præmisser, navnlig at der var tale om genopførsel af en nedbrændt ejendom, hvor man igennem mange års praksis har slået fast, at ejeren af en sådan ejendom har et egentligt retskrav på, at få lov til at genopføre sin ejendom, hvis han ansøger herom indenfor rimelig tid, og endvidere går Naturklagenævnet konkret ind og vurderer, at det mener man er tilfældet her.

Naturklagenævnets afgørelse er derfor så konkret baseret, at den mi-ster lidt af sin værdi som principiel afgørelse, uanset hvad Naturklagenævnet anfører herom i sin artikel om afgørelsen.