Højesteretskendelse om lukning af internetforbindelser
Højesteret har den 10. februar afsagt kendelse i en sag, der drejede sig om, hvorvidt TDC skulle lukke for rettighedskrænkeres internetforbindelse.
Sagen vedrørte to servere hvis indehavere var abonnenter hos TDC. Indholdet på serverne var blandt andet et stort antal piratkopier af musikværker, der blev distribueret via Internettet.
Repræsentanter for rettighedshaverne havde flere gange forgæves forsøgt at få TDC til at lukke for internetforbindelsen. Rettighedshavernes repræsentanter indbragte derfor sagen for fogedretten med henblik på derigennem at tvinge TDC til at lukke for forbindelsen.
Sagen endte i Højesteret. Her gjorde TDC gældende, at de hverken havde kendskab eller indsigt i indholdet af de informationer, der blev kommunikeret til og fra de pågældende servere via Internettet. Desuden førte TDC ikke kontrol med indholdet af informationerne. TDC argumenterede for, at de i henhold til e-handelsloven ville være såvel erstatnings- som strafferetligt ansvarsfri. Endelig blev det anført, at en lukning af internetforbindelsen ville være ude af proportioner med krænkelsens omfang, da der også ville blive lukket for lovlige transmissioner.
Højesteret fandt, at TDC foretog handlinger, som stred mod rettighedshavernes interesser, og at et forbud ikke ville være uproportionalt i forhold til rettighedshavernes interesse i forbudets nedlæggelse. Højesteret stadfæstede derfor fogedforbudet.
Forbudet er dog kun midlertidigt, og såfremt rettighedshaverne ønsker det opretholdt, skal der anlægges en såkaldt justifikationssag.
Kendelsen kan få stor betydning for internetudbydere og vise sig at blive et væsentligt våben for rettighedshavernes bekæmpelse af distribution og piratkopieret musik og film via Internettet.