Print

I to nyere domme har Vestre Landsret truffet afgørelse i forhold til den såkaldte “naboretlige tålegrænse”.

I den første sag havde en husejer et 50 år gammelt stort egetræ, som stod tæt ved skel til naboen. Parterne havde ofte talt om træet, der skyggede på naboens terrasse og mindskede lysindfaldet i naboens stue. H havde beskåret træet, men på et tidspunkt ønskede naboen træet fældet, og anlagde derfor sag med påstand om, at træet skulle fældes og subsidiært, at det skulle beskæres yderligere, således at den del af kronen, der overskred skel skulle fjernes.

Under sagen blev der foretaget syn og skøn og skønsmanden udarbejdede visualiseringer af skyggegenerne.

Byretten lagde vægt på skønsmandens forklaring og visualiseringer, der viste, at der størstedelen af formiddagen ikke var sol på naboens terrasse. Retten fandt på denne baggrund, at henset til at det store egetræ stod så tæt på skillet til naboens ejendom, at en ikke ubetydelig del af træets krone overskred skillet og henset til, at egetræet skyggede så meget på naboens grund, at der store dele af formiddagen ikke var sol på deres terrasse med påvirkning af lysindfaldet i naboens stue og køkkenalrum til følge, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Hertil kom gener fra nedfaldne blade, grene og frugter.

Retten fandt, at kun en fjernelse af træet ville gøre forholdene på naboens grund acceptable.

Husejeren ankede dommen til landsretten og foretog samtidig beskæring af træet. Der blev afholdt supplerende syn og skøn omfattende skyggegener efter beskæringen. Landsretten lagde til grund, at ejendommen var beliggende i et område, der var præget af megen beplantning og store træer. Efter bevisførelsen fandt landsretten det ikke bevist, at træet medførte så store gener for naboen, at det efter almindelige naboretlige regler kan danne grundlag for krav om, at træet skulle fældes.

Landsretten fandt dog stadig, at der var grene, som generede naboen og tog derfor naboens subsidiære påstand om yderligere beskæring til følge.

I den anden sag havde en husejer plantet to birketræer og et asketræ. Blade fra træerne og raklerne fra birketræerne om foråret generede naboen, der jævnligt matte rense tagrender for at undgå stoppede nedløbsrør. Naboen anlagde sag mod husejeren med påstand om, at træerne skulle beskæres til en højde af ikke over 2,5 meter. Naboen gjorde i den forbindelse gældende, at generne fra træerne havde et sådant omfang, at den naboretlige tålegrænse var overskredet.

Under sagen blev der indhentet en skønserklæring, der ikke fandt, at gener i form af skygger og nedfaldne blade var voldsomme.

Byretten fandt, at der var gener fra træerne, som medførte krav om rensning af tagrender 1-2 gange mere end normalt om året og større behov for fejning. Men disse gener gik på tidspunktet for rettens afgørelse ikke ud over den naboretlige tålegrænse.
Sagen blev anket til landsretten og der blev foretaget yderligere syn og skøn. Landsretten stadfæstede på baggrund heraf byrettens dom.

Naboretten er dommerskabt, og det er således ikke muligt at slå disse regler op i en lov. Vurderingen af, om der foreligger en sag, som med fordel kan føres ved retten afhænger således af domspraksis. Begge domme viser, at det i sager om den naboretlige tålegrænse stilles relativt store krav til bevisførelsen. I begge sager lagde retterne således afgørende vægt på skønserklæringerne og skønsmændenes forklaringer.

Vestre Landsrets domme af 5. september 2012 (U2013.48V) og 11. december 2012 (U2013.899V)