Print

Vestre Landsret har i december 2008 afsagt dom i en sag vedrørende en påstået overtrædelse af en konkurrenceklausul indgået mellem nogle dyrlæger, der drev virksomhed i interessentskabsform. Nærmere bestemt fremgik det af interessentskabskontrakten, at en part, der afstod sine andele af praksis til de øvrige interessenter, ikke indenfor de første 15 år herefter måtte udøve eller være interesseret i privat praksis indenfor et område af 25 km fra den eksisterende praksis, ligesom heller ikke store klienter udenfor det pågældende geografiske område måtte betjenes. Ved overtrædelse skulle der betales en konventionalbod på kr. 100.000,00.

I forbindelse med en interessents udtræden meddelte denne (herefter ”D”), at han ønskede at medtage nogle hestekunder, men der blev ikke opnået enighed om dette. D’s advokat meddelte herefter interessentskabet, at D agtede at tage ansættelse hos en dyrlæge, hvis praksis var beliggende indenfor den aftalte radius, idet det var D’s opfattelse, at konkurrenceklausulen ikke gjaldt for ansættelsesforhold. Interessentskabets advokat forbeholdt sig at gøre krav gældende, hvis der var tale om omgåelse. D fik herefter ansættelse i en nystartet klinik, som blev drevet af et anpartsselskab, der var stiftet af en dyrlægestuderende.

Interessentskabet mente, at dette var en overtrædelse af konkurrenceklausulen, ligesom der i øvrigt var uenighed om opgørelse af nogle økonomiske mellemværender, herunder i forbindelse med goodwill-ansættelsen.

I henhold til interessentskabskontraktens ordlyd omfattede konkurrenceklausulen ikke et forbud mod ansættelse som dyrlægeassistent indenfor den aftalte radius. Henset til, at D havde taget ansættelse i en nystartet praksis uden eksisterende kundekreds, fandt landsretten imidlertid, at konkurrenceklausulen var overtrådt, ligesom det i øvrigt også var dokumenteret, at D havde betjent interessentskabets kunder samt nogle af de store kunder udenfor området, som D ikke måtte betjene.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte konkurrenceklausulen i sin helhed, hverken efter aftalelovens § 36 eller § 38. Den geografiske udstrækning på 25 km blev således opretholdt, hvorimod klausulens tidsmæssige udstrækning blev begrænset til 10 år. Da størrelsen af den aftalte konventionalbod ikke var urimelig, blev D dømt til at betale kr. 100.000,00 til interessentskabet.

Kommentar:

Trykt retspraksis vedrørende fortolkning af konkurrenceklausuler i interessentskabskontrakter samt anpartshaver- og aktionæroverenskomster er forholdsvis sjælden, idet sådanne tvister som oftest afgøres ved voldgift. Det må derfor hilses velkommen, at der med mellemrum trods alt kommer en smule praksis på området, og dommen falder godt i tråd med de afgørelser, der i øvrigt findes på området.

Dommen illustrerer dermed en fortsættelse af den linje, der hidtil har været i praksis, og hvorefter det må konstateres, at domstolene generelt lægger en praktisk og pragmatisk synsvinkel, frem for at fortabe sig i en snæver lovfortolkning.

I den konkrete sag var det bl.a. afgørende, at de tilbageværende interessenter, når de betalte den udtrædende interessent dennes andel af interessentskabets goodwill, måtte forudsættes, at de kunne bevare deres eksisterende kundegrundlag intakt. Endvidere blev der lagt vægt på det usædvanlige forhold, at D’s arbejdsgiver var et nyt anpartsselskab, der var blevet stiftet af en dyrlægestuderende med bopæl i København, som først skulle afslutte sit studium den følgende sommer, D var således i starten den eneste ansatte dyrlæge i selskabet – hvor han i øvrigt i strid med sin ansættelseskontrakt de første måneder kun oppebar en beskeden løn på timebasis, til trods for, at kontrakten stipulerede en fast månedsløn.

(Vestre Landsrets dom af 11. december 2008 U.2009.830V)