Fornyet gennemgang af lovgivningen om anvendelsen af tv-overvågning
Justitsministeriet har på opfordring fra Finansrådet, Finansforbundet og Datatilsynet nedsat et udvalg, der skal vurdere samspillet mellem tv-overvågnings- og persondataloven, herunder behovet for en udvidelse af mulighederne for tv-overvågning.
Finansrådet og Finansforbundet har fremsat ønske til Justitsministeriet om, at der åbnes op for at anvende tv-overvågning foran pengeinstitutter. Ønsket er begrundet i bedre mulighed for opklaring, ligesom det vil have en præventiv effekt i forhold til bankrøverier.
Lov om forbud mod tv-overvågning (tv-overvågningsloven) forbyder i almindelighed private at tv-overvåge gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel. Der gælder dog en række undtagelser hertil. Bl.a. gælder forbuddet ikke overvågning af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder, hvis overvågningen foretages af den, som har rådighed over området.
Disse undtagelser blev i 2002 udvidet til også at gælde for pengeautomater, vekselautomater og pengetransporter, hvis overvågningen alene er rettet mod personer, der befinder sig i umiddelbar nærhed af automaten eller pengetransporten.
I forbindelse med disse ændringer blev det også overvejet, at åbne op for tv-overvågning af banker og pengeinstitutters facader og evt. tillige døgnkiosker og andre butikker m.v., der er særligt udsat for røverier og indbrud.
En sådan form for overvågning ville imidlertid blive meget omfattende og omfatte tilfældigt forbipasserende og dermed muligvis gå for vidt i forhold til de principper, der ligger bag persondataloven (og det bagvedliggende EU-direktiv) om beskyttelse af borgernes privatliv. Disse udvidelser blev derfor ikke gennemført.
Datatilsynet har i september i år offentliggjort en redegørelse om samspillet mellem persondataloven og tv-overvågningsloven, dvs. på den ene side hensynet til beskyttelsen af borgernes privatliv og på den anden bekæmpelse og forebyggelse af kriminalitet gennem tv-overvågning. Datatilsynet peger bl.a. på, at der er behov for en ny gennemgang af de gældende regelsæt. Redegørelsen er fremsendt til Justitsministeriet.
På baggrund af Datatilsynets redegørelse og henvendelsen fra Finansrådet og Finansforbundet har Justitsministeriet nedsat et udvalg, der skal vurdere behovet for en ændring af tv-overvågningsloven.
Denne artikel bringes af Forum Advokater – Lovorientering som led i et samarbejde med von Haller Advokatfirma. von Haller Advokatfirma leverer juridiske nyheder om it-ret til Lovorientering.