Print

En person, der havde været sygemeldt i over 2 år, meldte sig rask, holdt ferie uden indkomst i 5 uger og påtog sig derefter et ansættelsesforhold i 10 uger.

Den ansatte overvejede at gå på efterløn, og ønskede og forventede efterløn på højeste sats. Han gik til sin fagforening og drøftede med en medarbejder hos fagforeningen, hvordan ansøgningen om efterløn skulle finde sted.

Under vejledningen fik fagforeningens medarbejder de bilag fra den ansatte, som skulle danne grundlag for beregningen af efterlønnen.

Den ansatte blev her ikke gjort opmærksom på efterlønnens forventede størrelse og han blev heller ikke gjort opmærksom på at resultatet af beregningen ville bero på, at han kun havde haft et afsluttende ansættelsesforhold af 10 ugers varighed efter at han havde holdt ferie i 5 uger uden indkomst.

Sagens udfald blev, at efterløn blev bevilget, men ikke efter højeste sats.

Hvis den ansatte havde haft yderligere 2 ugers beskæftigelse, med en løn svarende til de seneste 10 uger, havde han fået efterløn efter højeste sats.

Vestre Landsret fandt, at fagforeningen havde ydet mangelfuld rådgivning og blev erstatningspligtig med differencen mellem den efterlønssats medlemmet kunne have fået med 2 ugers ekstra beskæftigelse og den efterlønssats han til enhver tid var berettiget til at modtage.

(Vestre Landsrets dom af 14. maj 2002, UfR 2002.1868V)

Kommentar: Dommen fastslår, hvad der tidligere er fastslået, nemlig at rådgivning som en fagforening yder, medfører erstatningspligt for fagforeningen.

Der har tidligere i Lovorientering været en dom fra en arbejdsgiverforening. I Lovorientering 4/2000 blev det refereret, at arbejdsgiverforeningen blev erstatningspligtig, fordi man havde vejledt en arbejdsgiver om at bortvise en medarbejder, uden at man nærmere havde søgt de faktiske forhold oplyst. Dette påførte arbejdsgiveren et tab.

En dom om en landboforenings erstatningsansvar blev behandlet i Lovorientering 4/2002, hvor landboforeningen blev dømt erstatningspligtig for landmandens mistede nettofortjeneste som følge af, at man ikke havde gjort ham opmærksom på, at der var en rest af en mælkekvote, som han kunne have udnyttet.

Der var en ekstra krølle på den konkrete fagforeningsdom, nemlig at der skal være årsagssammenhæng mellem tabet og den skete fejl, og her fandt landsretten, at man måtte lægge til grund, at appellanten, hvis han havde vidst at det havde betydning for størrelsen af hans efterløn, kunne have skaffet sig arbejde i yderligere en periode og derved opfyldt betingelserne for at opnå den maksimale efterløn. Når landsretten skriver dette, skriver man at ’det ikke kan afvises’ at han kunne have fået sådant arbejde og det tyder på, at landsretten finder, at fejlen er så grov, at der ikke skal så meget til for at anse årsagssammenhæng for bevist. For så vidt angår dette punkt henvises til kommentar til dommen om advokatansvar – manglende rådgivning om aktieafgiftsbesparelse, højesterets dom af 14. juni 2002, i Lovorientering 4/2002.