Print

Afgørelse fra taksationskommissionen vedrørende fastsættelse af værditab som følge af opstilling af vindmøller efter VE-lovens bestemmelser om erstatning til naboer.

I december 2008 blev den såkaldte VE-lov vedtaget. Loven har blandt andet til formål at give naboerne til ejendomme, hvorpå der opføres vindmøller, erstatning ud fra nogle nærmere i loven fastsatte kriterier.

Det følger blandt andet af VE-loven, at værditabet på ejendommen skal overstige 1% af ejendommens værdi for, at værditabet kan kræves erstattet efter loven, jf. herved lovens § 6, stk. 3.

I den konkrete sag var der på en ejendom – som den eneste – konstateret et værditab, som blev opgjort til 150.000 kr. Da ejendommen var vurderet til mere 15 mill. kr., udgjorde tabet således mindre end 1% af ejendomsværdien, hvorfor betingelserne for erstatning efter VE-loven ikke var opfyldt.

I taksationskommissionens begrundelse for værditabets størrelse lagde kommissionen vægt på, at der var tale om en ejendom, som blev anvendt til jagt, og hvorpå eneste bygninger var en jagthytte samt et maskinhus. Der blev lagt vægt på, at vindmøllerne ville stå mere end 1 km fra jagtstuen, at den visuelle påvirkning måtte formodes at blive afskærmet af beplantning, mens støj og skyggekast heller ikke forventes at kunne medføre gener.

I forhold til de dele af ejendommen, som lå tættest på møllerne, udtalte kommissionen, at udsynet ville blive markant påvirket, at der alene var 55 meter mellem de nordligste møller og skovbrynet, og at der endvidere kunne forekomme skyggekast og en hvis støj. Det var imidlertid ikke kommissionens opfattelse, at møllerne på sigt ville have indflydelse på mulighederne for at drive jagt på ejendommen.

Kendelsen er interessant idet den illustrerer, hvilke kriterier, der indgår i vurderingen af størrelsen af værditab i forhold til den relativt nye VE-lov. Med tanke på Danmarks energipolitik må det forventes, at der i fremtiden vil blive opstillet endnu flere vindmøller, og dermed må VE-lovens regler om værditabserstatning forventes at få stigende betydning.

(Kendelse afsagt den 4. februar 2010 i sag nr. 09/775)