Erkendelse af en gæld var ikke et retsforlig
At en skyldner havde erkendt en fordring mod ham under konkursbehandlingen, og at fordringen efterfølgende var godkendt af boet medførte ikke, at kreditor havde fået et retsforlig.
En skyldner blev erklæret konkurs i maj 1994. Han anerkendte kreditors krav under skifterettens behandling af konkursbegæringen. Efterfølgende skete der prøvelse af de i konkursboet anmeldte fordringer, herunder af konkursrekvirentens krav. Konkursboet blev afsluttet uden dækning til rekvirentens krav.
I juni 2001 indbragte den kreditor, der i 1994 havde begæret skyldneren konkurs, sit krav for fogedretten. Det var kreditors anbringende, at skyldners anerkendelse af kravet (og kravets størrelse) i skifteretten i 1994, samt skifterettens senere godkendelse af kravet svarede til et eksigibelt retsforlig efter Retsplejelovens § 478 stk. 1, nr. 2.
Fogedretten afviste sagen under henvisning til, at der ikke var grundlag for tvangsfuldbyrdelse.
Vestre Landsret skriver i sin kendelse:
”Mødet i skifteretten den 17. maj 1994 havde til formål at afgøre, om betingelserne for at erklære indkærede konkurs var opfyldt, og indkæredes udtalelse i den forbindelse om, at han erkendte størrelsen af gælden til kærende, kan derfor ikke anses for et forlig, som er omfattet af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2.”
Kommentar: Der er reelt set ikke noget overraskende i afgørelsen.
I Retsplejelovens § 478 stk. 1, nr. 1 & 2 står:
Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af:
-
1) domme og kendelser afsagt af domstole eller af andre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes, samt beslutninger om sagsomkostninger truffet af de nævnte myndigheder,
2) forlig indgået for de under nr. 1 nævnte myndigheder, retsforlig om samværsret samt forlig indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
Selv om Vestre Landsrets begrundelse kan forekomme lidt kunstig, så er den lovteknisk uangribelig.
Som kreditor er det nærliggende at lade sagen ligge, når skyldneren først er erklæret konkurs. Det koster en del at gennemføre en retssag, og man ved positivt, at debitor ikke har noget at betale med.
Dommen understreger, at man ikke, selv i denne situation, har fået et juridisk bindende papir på sin fordring. Og det betyder, at forældelse stadig beregnes efter den 5-årige regel, mens en dom eller et forlig, ligesom et gældsbrev, først forældes efter 20 år.
I denne sag vil det ikke længere være muligt at opnå dom over skyldneren – sagen var forældet allerede inden den blev indbragt for fogedretten. Det kunne have været undgået ved et sagsanlæg inden for 5 år.